Torremolinos er i starten af 1900-tallet blot et lille og nærmest ubetydeligt fiskerleje med under tusind indbyggere, der enten er beskæftiget med fiskeri eller ved en af de 14 møller i området (deraf navnet: Torre – ‘molinos’ = møller). Selv op til omkring 1950 er det småt med udviklingen, i et område der lider af fattigdom og som er underlagt general Francos hårde styre. Men så sker der pludseligt noget.
Amerikanerne begynder at komme, og det samme gør de velhavende nordeuropæere. Der er gået en tid efter krigen, og specielt amerikanerne begynder at se sig om efter steder for at slappe af, more sig og holde ferie. Spanien – og Torremolinos – har noget turisterne elsker: nemlig sol, strand og sand. Selv om det autoritære Spanien ikke meget for idéen om de løsslupne turister, så ændrer Franco hurtigt holdning – fordi man er hurtige til at spotte en god forretning. Turisterne bringer nye ideer, en langt mere afslappet moral og en følelse af frihed, som Franco-regimet måtte acceptere i bytte for deres dollars.
I 1959 åbner det første store luksushotel ”Pez Espada” i Torremolinos, og det bringer både kongelige familier, oliesheiker og andre velhavere til den solbeskinnede kyst. Turisterne begynder at strømme til og har faktisk gjort det lige siden. Fra start bringer dette første ‘boom’ en form for frihedsfølelse i området, og Torremolinos bliver hurtigt kendt for at være et fristed for de solhungrende og ekstravagante skuespillere, kunstnere, forfattere og livsnydere i det hele taget – ikke mindst de kendte fra datidens Hollywood:
De var her – alle de store stjerner fra den tid. Orson Welles, Bridget Bardot, Liz Taylor, Anthony Quinn, Ava Gardener, Grace Kelly, Kirk Douglas, Sophia Loren, Marlon Brando og, ikke mindst: Frank Sinatra.
Frank Sinatra på Kongestien
Frank Sinatra er her bl.a. i 1964 for at filme årets store film, nemlig ‘Von Ryan’s Express’, hvoraf en del scener optages ved ‘El Desfilatero de Gaitanes’ i El Chorro – det sted vi i dag kender som Kongestien, eller ‘Caminíto del Rey’. Det skrives i øvrigt, at den kendte skuespiller og sanger også opholder sig her i sin forfølgelse af Ava Gardener, som han er mere end almindeligt glad for – en følelse der vist ikke var helt gengældt, og som skabte en del scener på det fine hotel, fortælles det.
Men Sinatra er her som stjerne, og opfører sig vist også som en. Omgivet af limousiner, høj cigarføring, masser af fest og kolde drinks. En enkelt gang går det galt, han får lidt for højrystet kaldt Franco for ‘fascist’, og ender med i en periode at blive udvist af Spanien med en bøde på 25.000 pesetas i lommen (ca. 2 spanske månedslønne på det tidspunkt). Sådan kan det gå, selv for de kendte.
Torremolinos bliver altså kendt for at være frisindet på stort set alle måder, og det tillokker endnu flere farvestrålende bohemer til byen. Dette bringer også musikken til. Ikke bare de store spanske musikere samles og spiller i Torremolinos, de internationale bands får også færten af den lille by ved kysten, og kommer hertil fra både London og New York. Spillesteder og diskoteker som ‘Barbarela’ og ‘Cleopatra’ afholder i 60’erne koncerter med med navne som James Brown, Wilson Picket og Tom Jones – senere kommer musikere som John Lennon og Keith Richards.
Således vokser det lille fiskerleje sig stort og bliver pludseligt verdenskendt for sin åbne og livsglade holdning. Byen bliver også kendt for at være en banebrydende og nytænkende oase, i en tid der ellers præges af diktatur og repression, og hvor der bliver vogtet godt og grundigt over den korrekte moral. Det er en hel ny tid der begynder i Spanien – og den begynder i Torremolinos.
Senere begynder helt andre godtfolk at komme til byen – og hele kysten. En vis ‘præst’ og en langskægget excentriker begynder nemlig at sende danskerne til byen…Men det er vist en hel anden historie…
(Fotokilder: ‘Todoselección’, ‘Chic’, ‘RTVE’, ‘Diario Sur’)