Jeg står en tidlig morgen ude på terrassen, kigger over på nabobygningen og kommer pludseligt i tvivl om jeg er med i en film – eller om jeg bare ikke helt er vågen endnu, det er sjældent jeg er ret vågen når det er tidligt om morgenen, ser I.

Men som i en bedre Hollywood actionfilm, kommer der en mand svingende ned fra taget på boligblokken overfor! Der bliver kastet tovværk ned fra taget, taljer o.lign., og derefter firer en mandsperson sig ned ad tovværket med diverse uidentificerbart værktøj og udstyr hængende i bæltet på den dragt han har på. Som et bedre S.W.A.T-team fra en actionfilm, eller et klip fra Spiderman.

Jeg tager en tår mere af min morgenkaffe, gnider øjnene og kigger nærmere efter, det kunne jo være at Bruce Willis – eller måske Antonio Banderas, som jo faktisk er her fra Malaga – var på filmoptagelser i området, og jeg slet ikke var blevet informeret…

Men det viser sig at være maleren, bygningsmaleren! Her i Spanien (som det for øvrigt også er tilfældet de fleste steder i Sydamerika) er det ganske normalt at male en bygning, ved at maleren firer sig ned fra taget og udfører sit arbejde med at male bygningen udvendigt – ved at sidde på et lille bræt, og lade sig selv fire op og ned ved hjælp af tovværk og taljer. Pensel, malerrulle, malerpande, spartelmasse, fugepistol osv., har han så hængende i sædet eller i bæltet – mans han fløjtende svinger rundt uden på bygningen, for at gøre den fin og nymalet.

“ Intet stillads, ingen sikkerhedsnet. En dansk sikkerhedsrepræsentant ville få mavekramper ved synet. Fagforeningen ville nedsætte blokader i hele området og Arbejdsdirektoratet ville blive tilkaldt med blå blink. Bøder ville blive uddelt, advarende pegefingre ville blive hævet højt i luften og formiddagsaviserne ville skrive om katastrofen resten af året og højst sandsynligt give polakkerne skylden for det hele! Velkommen til den spanske bygningsmaler…”

Men her, fløjter den lille malermester blot videre. Han ved hvad han gør, det er tydeligt at se, og det hele ser faktisk ganske pænt og nydeligt ud, efter at have fået en frisk gang maling. Det hele foregår roligt og virker faktisk ganske sikkert, specielt fordi arbejdet ikke virker forhastet og stresset. Der bliver taget god tid. Mester har to medhjælpere med sig, og de dingler også rundt på den anden side af bygningen – den ene synger for øvrigt argentinske ballader mens han maler.

Det er måske ikke de allerbedste sikkerhedsforanstaltninger, det er da sandt. Men på den anden side, så er det hernede en kunst at finde den sunde fornuft i tingenes tilstand. En bygning som denne, i et beskedent arbejderkvarter, ville aldrig have fundet pengene til at få bygget et stort stillads. Da slet ikke i disse krisetider.

Men nu bliver arbejdet udført alligevel. Måske ikke efter nordeuropæiske forskrifter og regelsæt, men sådan fungerer verden alligevel, når man kommer langt nok væk fra Vejle eller Næstved. Hvis ikke tingene fungerer på den ene måde, så gør de nok på en anden. Maleren virker sikker og erfaren i det arbejde han udfører, beboerne som hr. og fru Sanchez er glade for at få frisket deres boligblok op – og ‘Deres udsendte’ har fået endnu en begivenhed at skrive om. Alle er glade.