” Pampas, pampas og atter pampas. Det er som endeløse vidder. Blot de evige græstuer i sandet og nogle små, studse buske – og ellers er her ingenting! Ingen træer, ingen floder, ingen rød, sort eller brun jord – blot dette tørre sandede grus med de små pillede buske og så den dybblå horisont så langt øjet rækker. “

Den støvede rutebil er landet i San Carlos de Barriloche efter at have krydset grænsen til Argentina på en længere tur fra det sydlige Chile. Det var en smuk tur over de lave og skovrige bjerge, vi er rundtossede og rejseglade. Nu skal vi videre vestpå med tog.

Fra det Argentina, der hernede ligner et schweizisk alpelandskab med smag af Sydamerika, skal vi nu tværs over den argentinske pampas og ud til Atlanterhavskysten. En tur på 12-14 timer med det gamle tog ‘El Tren Patagónico’. Vores endestation hedder San Antonio del Este.

Det rumler og ruller og gynger, ganske som gør sig i et gammelt tog. Det går ikke hurtigt, men det er heller ikke meningen. Vi kunne have rejst med fly, med har valgt at gøre rejsen på den besværlige og sjove måde. Lokomotivet og togstammen er fra 1964, og efter at have tjent sin tid i Spanien, har det endt sine dage her i argentinsk Patagonien. Uden at være direkte gammelt, emmer toget af patina og af en tid der var engang. Det er det vi er ude efter.

Det vilde vesten

Stationsbyerne vi passerer på vejen er næppe byer, men små samlinger af småhuse og skæve blikskure, næsten som spøgelsesbyer på vejen. Med navne som: Pilcaniyeu, Ingeniero Jacobacci, Comallo og Sierra Colorada. Hvordan kan folk bo og overleve der? Det virker som det vilde vesten – det ER det vilde vesten, for vi har set både hesten, sombreroen og den gamle pick-up truck der kører folk til togstationen.

Skoleklassen

Gisp! Vi overraskes af en hel skoleklasse der skal på toget i den lille flække Clemente Onelli. Vi har slet ikke lyst til skrigende unger og høje mobiltelefoner, men må sluge vores egne vesteuropæiske kameler og fordomme – for aldrig vi set 25 så rolige og velopdragne børn. De undervises af læreren undervejs – og pludseligt får jeg (gringoen!) et par unge til at udføre et interview med mig til engelsktimen – det er jeg helt med på!

Rejser har det med at gøre den slags, man overraskes over nye måder at ‘være’ på, der ikke er som ‘de plejer’, og ender oftest med at man kommer hjem med en mere positiv indstilling til verden…

Livet ombord

Ombord taler folk, sover, spadserer en tur gennem togvognene, eller sætter sig på det lille åbne udendørs rum der er mellem togvognene. Her kan man trække luft, mærke den tørre vind eller snige sig til tænde en smøg uden der er nogen der får ondt i moralen.

Togpersonalet tjekker billetter, men tager også imod bestillinger til at spise på tur i spisevognen. At nyde aftensmaden, med tjenere der finder vej gennem den rullende togstamme, er en oplevelse der bringer en tilbage i tiden til Orientekspressen – dog med argentinske bøffer på menuen.

Overraskende er det også, at toget ikke er fyldt med rygsæksturister. Det havde jeg troet. Men nej, toget viser sig at være en transportløsning for de lokale argentinere, der rejser fra region til region. Vi er faktisk de eneste der i dag kan gå under betegnelsen ‘turister’. Det føles autentisk og vi er taknemmelige for at få oplevelsen af ‘folk og fæ’ på argentinsk.

Om aftenen, efter en fin ‘dinner’, skal der gøres toilette. Jeg overraskes over den direkte kontakt mellem tønden og den argentinske pampas. Ikke så mange rørsystemer her, blot fri luft og direkte afgang. Jeg kan hermed bevidne at jeg har været med til at gøde endnu en patagonisk græstue…

Men vi nyder sceneriet og den rolige gyngen i vognen. Landskabet passerer forbi udenfor, og vi slapper af i toget. Vi taler med folk, læser, går lidt rundt i toget og falder til sidst i dyb søvn i de bløde, tilbagelænede sæder.

Da vi ved et tilfælde vækkes ved at toget standser, viser det sig, at det er blevet morgen, og at toget er standset ved San Antonio del Este. Det er jo her vi skal af! Vi skynder os at få pakket vores ting og fundet vores bagage. Vi når lige at hoppe af toget, inden det bevæger sig videre det sidste stykke mod kysten. Vi skal videre til Puerto Madryn, men det er en helt anden, argentinsk, historie…