Lørdag formiddag, Spanien

En bil standser op på gaden for at hilse på gamle don Luís der er ude at gå en tur. En mand ruller vinduet ned, og begynder at tale – tilsyneladende med stor gensynsglæde…

Samtalen er intens og varer måske 2 minutter. Der er masser af: ‘Hvor er det lang tid siden?’, ‘Hvordan har du haft det?’, ‘Hvordan går det med fru Mercedes?’ med i ordstrømmen. Jeg kan høre det hele, for vi står næsten ved siden af på fortovet, og kender i øvrigt Luís fra den lokale café. Det er tydeligt at det er et familiemedlem der nu har fået lyst til at hilse og tale med stor affektion.

Imens har samtalen standset al bagfrakommende trafik. Der holder en 5-6 biler, der ikke kan komme videre. Men de venter pænt, og lader ikke til at være at være hverken sure eller stressede over at skulle vente lidt. For man er vant til den slags – og har tid til den slags – hernede. Det fryder mig, for jeg kender flere steder, hvor dens slags kunne få bilisters tolerancetærskel til at sprænge i luften…

Chaufføren afslutter samtalen med et: ‘Te quiero mucho‘ – jeg elsker dig højt – og drøner så videre. Gamle don Luís smiler og vinker – trafikken kan fortsætte. Sådan kan det gøres syd for Alperne…

Derefter spiser vi morgenmad på caféen ved torvet, og lægger mærke til en lokal hjemmehjælper der har taget en ældre dame med ud. Ned fra den lumre lejlighed og ud at få luft. Rollatoren er med, let konverserende og med et kærligt støttegreb i armen. De sætter sig på en bænk, under et skyggende træ. De sludrer lidt, kigger på folk – og ikke andet end det. Men de sidder mindst en halv time. Ingen stress, ingen stramme tidsplaner – de har begge noget så sjældent og værdifuldt som tid.

Det går op for mig, at der hvor jeg kommer fra, er vi blevet fattige på tid. Vi er måske rige på så meget andet, men ikke på tid. Vi har ikke tid – tid at tage os tid. Til de ældre, til os selv, til hinanden – og da slet ikke i trafikken.

For man er vant til den slags – og har tid til den slags – hernede.

I Spanien er tid er noget der ikke bliver tilsidesat, men stadig noget der benyttes i den grad det er nødvendigt. Ganske naturligt. Som øjeblikke, der er i stand til at give menneskelig værdi.

‘Deres udsendte’ må blot konstatere, at man tilsyneladende stadig kan lære noget af skønne Spanien…