Godt Nytår, Spanien

Tak for endnu et levende, udfordrende og farverigt år som udlænding i Spanien! Må 2020 blive endnu et år med fokus på den livskvalitet, der stadig synes så tilgængelig hernede.

Solen, klimaet og det gode, stærke lys – der giver positiv energi til det indvendige af hovedet – også selvom højsommerens hede stadig giver nordboen svedperler på panden.

For den gode mad og drikke. For den flotte natur. For musikken, dansen – og en kultur der konstant overrasker positivt. For de farverige markeder, de små butikker – og de små sniksnak-samtaler mellem folk, der gør de nogle gange lange, spanske køer helt menneskelige.

Et sted hvor der stadig findes ‘god tid’, og hvor man stadig er i stand til at bevare roen. Ikke mindst i måden man behandler og respekterer de ældre på – der er så meget at lære af Spanien.

Tak for at være stedet, hvor ting godt må være gamle og ‘out of date’. Uforandrede – og præcis så originale som de altid har været. I en verden i så hurtig og voldsom forandring som vores, føles det faktisk rart, at tingene er ‘som de var’. Som små pauser ind imellem alt ræset.

Tak for at være det sted, hvor det stadig er muligt at gå ud og købe en kop kaffe til en ti’er, spise en tapas, eller nyde et par glas til weekendens fodboldkamp – uden at smelte kreditkortet og sprænge kassekreditten. Modsat Danmark, hvor det er blevet kunstigt dyrt at gå ud, så er det stadig en naturlig ting i Spanien. At have socialt samvær med andre på den lokale café, nærmest som en dagligstue, gør Spanien til et ‘allemandsland’ på alle sociale niveauer. Det giver en form for livskvalitet, der er værd at skrive hjem om.

Alt i alt føles dette lokale Spanien som et sted, hvor det er en hel del nemmere at være medmenneske – end at være ‘mod-menneske’. At tænke bare en anelse mere på sin næste, end sig selv. Mere socialt, mindre afstumpet – meget sjovere. Det i sig selv, gør Spanien til et sted, hvor man sagtens kan tilbringe det nye år 2020…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *