En Dosis Spansk Natur

En god dosis natur, det skal der til. Et afbræk fra hverdagen, med luft til hoved og krop, grønne oplevelser til øjnene – afstresning. ‘Deres udsendte’ har været på tur i det smukke, spanske bagland, der kan være for varmt i den sydende sommer – men som uden for sæsonen, kan give nogle majestætiske naturoplevelser.

Tempoet falder med det samme – også mentalt. Hvad man end har haft med sig af stress, forsvinder efter en dag eller to på disse kanter. Man falder til ro og kan høre noget så sjældent som ens eget åndedrag.

Der er slet ikke behov for at sige noget, stilheden er smuk i sig selv. Det føles sjældent og berigende at befinde sig et sted, uden lyde fra andre mennesker, biler, trafik og larm.

Gamle egetræer står majestætisk med krogede arme langs stierne og ligner en scene fra Ringenes Herre. Man kan se flere træer er fyldt med friske agern, både landskab og skovbund er fulde af dem. Det er de spanske ‘Pata Negra’-grises yndlingsspise.

Dalen vi vandrer rundt i, er meget frodig og overalt ser vi frugttræer, figen, granatæble, kvæde. Man kan plukke de modne frugter direkte fra træerne.

Vi møder landarbejdere og en enkelt fårehyrde på vejen gennem skoven. Vi hilser og de hilser pænt igen. Vi ser geder der springer ned fra skråningerne og drikker vand ved floden. Det er som at skrue tiden 100 år tilbage, at opleve skoven og landlivet på tæt hold. Det føles godt, i en tid som ellers har tendens til at være hæsblæsende.

Hele det store naturområde Grazalema ligger derude og indbyder til at blive udforsket. Selve naturparken strækker sig over mere end 50.000 hektar – altså et område næsten lige så stort som Bornholm – smukt og bjergrigt med floder og dale – og fyldt af muligheder for udendørs aktiviteter, naturskønne oplevelser og vandreruter i alle sværhedsgrader.

Vi har slet ikke set det hele endnu, vi har kun oplevet begyndelsen på noget, der godt kunne blive et sandt eventyr. De små landsbyer i bjergene, grotter og huler, et rigt fugleliv og små lokale landsteder, hvor man kan spise og overnatte. En lille 3-dages tur er endt som blot en smagsprøve, der lokker med mere.

Efter blot få dage på landet, er man efterladt med ømme muskler, hoved og krop fuldt af frisk luft og maven fyldt med vidunderlige smagsoplevelser. Man får lyst til mere – og der er så meget derude, hele det spanske ‘bagland’ venter blot på at blive besøgt – og der er kun en ting at sige til det:

”Hasta Pronto”. ”Muy Pronto…”

2 thoughts on “En Dosis Spansk Natur

  1. Tak for billederne. Smukt ser det ud👏. Kan du anbefale et kort / en bog der viser og beskriver
    vandreture i området?

  2. Hej Lene,
    Tak for din kommentar!
    Faktisk var vores tur til Grazalema meget spontan, og uden nogen som helst forberedelse. Vi fandt vandreruter som vi kom frem, helt lokalt, og lod os guide af skilte – og spurgte os frem.
    Men der findes masser af links til ruter, kort osv., når først man begynder at lede på nettet. Jeg sender et par stykker herunder. Ellers kan jeg sige, at byen Ronda er et godt startsted. Her er nemt at komme til med både bus, tog og bil – og derfra er det nemt at finde vandring ud i parken. God vandring! 🙂
    http://www.juntadeandalucia.es/medioambiente/servtc5/ventana/mostrarFicha.do?idEspacio=7411
    https://turismograzalema.com/blog/senderos-en-la-sierra-de-grazalema/
    http://www.andalucia.com/environment/protect/grazalema-walks.htm
    Og her en fin artikel på engelsk om området:
    https://www.theguardian.com/travel/2018/apr/02/sierra-de-grazalema-natural-park-ronda-andalucia-spain-walks-villages

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *