Dans på hestesko

Planen var klar til årets store ‘Feria de Málaga’: At tage en masse gode billeder af alle de smukke mennesker, iklædt farverige kjoler og høje hatte. Folk er så flot klædte i traditionelle kostumer, at hele gadebilledet til denne fest, føles som en sjælden og elegant rejse tilbage i tiden. Det er normalt en meget smuk oplevelse.

Men ikke i år. I år gik folk med tomme blikke, stirrende mod deres mobiltelefoner. Langt de fleste smukke, festklædte damer og herrer, havde hovedet begravet nede i deres smartphone – ‘næsen nede i Nokiaen’, kunne man sige. Det gjorde det svært at få gode billeder, uden at få Slamsungen eller i-Pjatten med på motivet. Det elegante var med ét forsvundet – som en gammel film med de forkerte rekvisitter.

Men heldigvis, var her også heste! Masser af smukke, velplejede og elegante heste. Og heste, skal ikke tjekke hverken Facebook eller tage selfies! De viste sig gladeligt frem for fotografen, med liv i øjnene og vrinsk i mulen. Fint friserede til lejligheden, med ægte hestehaler og prægtig statur. Og så kunne de danse… Ja, danse!

En prægtig, andalusisk hest med rytter – og en yndig flamencodanserinde – sættes i stævne. To ægte, varmblodige andalusere, kan man vist roligt sige. Sprød og inciterende flamencomusik breder sig, der er intensitet i luften – dansen sættes i scene.

Danserinden knæler, næsten ydmygt, for hesten. Strækker armene inviterende i vejret, tilbyder sig – til dans. Hesten svarer igen med et elegant trin fremad og et buk med hovedet. Der er øjenkontakt og ‘feeling‘ i seancen med det samme. I takt med den forførende musik, begynder hest, rytter og danserinde at bevæge sig smidigt og stilfuldt rundt i dans.

‘Deres udsendte’ har intet forstand på heste – og bryder sig normalt ikke om at se dyr ‘optræde’. Men dette føltes anderledes. Det var tydeligt, at hesten syntes godt om dansen og var helt ‘med’ på opgaven. Det virkede som et enestående parløb mellem hest og den andalusiske skønhed, der jo nærmest kærtegnede hesten med sin dans og sine bevægelser. Fantastisk at se en så imponerende kontakt mellem menneske og dyr. Intenst, respektfuldt og fandens smukt!

Som det hører sig til her på disse kanter, afsluttedes både musik og dans med et højtlydt ‘OLÉ’, blandt et meget begejstret publikum. Danserinden kyssede hesten blidt på mulen, som for at sige: ‘Tak for dansen’ – inden de begge trådte af scenen til et trugfuldt koldt vand. Og jeg er ganske sikker på, at jeg nåede at se hesten blinke frækt igen med det ene øje…!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *