En indre stemme vækker mig søndag morgen med budskabet: ‘Ud af dynen, kammerat – på med galochen og ud at gå en tur!’

‘Javel‘, svarer Deres udsendte medarbejder. Der er ingen medlidenhed fra min bedre halvdel, hun vil skam med og har allerede spændt skoene på. Så er der godt selskab og ingen undskyldninger.

I udkanten af byen står et skilt der viser vej til en vandresti.

Nysgerrigheden overvinder både dovenskab og rutine – nu skal stien følges.

Det viser sig at være en vandresti der fører op i ‘bjergene’ bag ved byen. Pludseligt går det opad, fortov bliver til stenede stier der snor sig op gennem klippeformationer. Smukke gamle og krogede oliventræer i det knastørre klippelandskab. Græstuer og tætte fyrretræer som man undrer sig over kan overleve i dette månelandskab.

Vi pruster og hiver efter vejret, da vi stiger opad og kigger på ‘tinderne’ længere oppe. Vi er ikke i træning og bliver da også overhalet af en helt hold friske, norske vandredrenge der i bedste spejderform suser forbi os, uden så meget som en sveddråbe på panden. Pokkers til nordmænd!

Vi fortsætter. Opad. Over stok og sten – bogstaveligt talt. Sender en venlig tanke til Manolo, hans iskolde fadøl og den søndagsfrokost vi nu har ofret for denne stroppetur ud i det grønne. Men det er jo spændende, det her. Det føles godt – og vi fortsætter…

De helt små rejseoplevelser bliver ofte de allerstørste – blot fordi man husker at tage skridtet, komme ud af døren og dreje derhen hvor vinden blæser. Med andre ord: At lette rumpetten, åbne øjnene og søge oplevelsen.

Vi når toppen af det der føles som ‘Mount Everest’, puster ud og drejer hovedet: Vi kan se tilbage ud over hele bugten, Middelhavet og Málaga by i hele sin udstrækning og kysten mod både vest og øst. ‘Betagende‘, havde man sikkert sagt i gamle dage, ‘piece of cake‘ har det nok lydt fra de norske spejderdrenge. Jeg siger bare: ‘Pfeeew’, tørrer sveden af panden og må konstatere at jeg er kommet helskindet op og at endnu en begejstret vandringsmand er kommet til verden!