Jeg går en tur gennem byen og husker at holde et vågnet øje med de små detaljer. Livet i Spanien er fyldt med små detaljer, hvis man husker at lægge mærke til dem.

Der er kø hos den lokale købmand. En bedstemor er ved at vise købmanden billeder af sit yngste barnebarn, de andre nysgerrige nabokoner kigger med og pludseligt er der kø af kunder helt ned bagerst i den lille butik. Der bliver grinet, sludret og fortalt hos damerne oppe foran, købmanden er med i det hele – men det betyder ikke noget, for den slags er der tid til.

Inde i mit hoved, flyverne tankerne tilbage til Faktabutikken på Køgevej hjemme i Danmark og jeg kan høre en barsk stemme råbe: ‘Ka I ikke se at få åbnet en kasse mere, jeg har sgu ikke hele dagen…!’

Jeg skynder mig at tænke på noget andet, og lægger pludseligt mærke til en spansk håndværker der kommer ind i butikken: Han henter hurtigt brød, skinke og lidt drikkevarer ned fra hylderne – tilsyneladende til en kort frokost. Jeg tænker: ‘Gad vide hvordan han klarer den med køen, kan ser jo ud til at have travlt…mon han råber ligesom derhjemme?’. Næh, håndværkeren dribler elegant igennem køen af talende damer med fotoalbum i hænderne, læner sig ind over disken og lægger en pengeseddel i hånden på købmanden. ‘Jeg skal bare lige ha´det her’, siger han med et smil – og købmanden klarer ekspeditionen hurtigt uden at gå glip af billedfremvisningen, og uden kommentarer i øvrigt.

Der er en lethed over tingene hernede, som får selv hverdagen til at glide. En kontakt mellem mennesker som er behagelig og positiv.

Jeg går en tur gennem byen og husker at holde et vågnet øje med de små detaljer. Livet i Spanien er fyldt med små detaljer, hvis man husker at lægge mærke til dem.

Henne hos den lille isenkræmmer og værktøjsbutik, kan man købe gammeldags elpærer med ægte glødetråd til 3,- kr stykket. Man kan også købe maling på dåse, gardinstænger i metermål eller søm og skruer i løs vægt. Det er en skøn afveksling fra det store byggemarked – det er som at stille tiden tilbage. At besøge de små, gamle butikker med klokke på døren og finde en ekspedient iført kittel og blyant – virker nærmest beroligende på mig.

Nede i gården leger børnene. De spiller bold op af et skilt hvorpå der står: ”boldspil forbudt”, mens de griner over hele femøren. Det er leg når det er bedst – uden så mange remedier – men som alligevel oser af fantasi, kreativitet og masser af sjov. Det er lyden af stakåndede unger der brænder ‘krudt’ af, som griner og har det godt.

Og sådan fortsætter turen gennem byen, det ene scenarie dukker op efter det andet. Jo mere man lægger mærke til detaljen, desto flere historier får man. Stemningsbillede der emmer af ro.

Gamle der sidder og sludrer på torvet, familier der mødes og børnebørn der krammes og smækkysses, så det kan høres helt over på den anden side af gaden. Kommunale arbejdsmænd der holder hvil i skyggen, folk der spiser tapas og drikker en ‘caña’ på den lokale café – eller den hjemløse der får en klingende mønt i sit bæger og lyser op i et tandløst smil. Henne i baren på hjørnet, diskuteres aftenes fodboldkamp allerede.

Bybilledet er en herlig broget blanding af folk og fæ, det virker som om der er plads til alle. Selv de små trivielle ting i hverdagen, får en vis glans hernede… under solen.