En lystfiskerhistorie fra Chile
Med et kraftigt sving fra håndleddet – og under dyb koncentration – er linen kastet ud i den turkisblå flod. Den blanke spinnerkrog rammer ned midt i flodlejet med et plask og driver hurtigt med strømmen. Grebet strammes, sanserne skærpes – nu går det løs…
Vi er i det sydlige Chile, i området omkring ‘Los Lagos’-regionen. Jeg er med min kammesjuk, Jan, en norsk sømand der gik i land i Chile for mange år siden, blev der, og siden har været en passioneret og kyndig lystfisker med en stor svaghed for laks. Det er denne norske sømand der har taget mig med ind i sin ‘hemmelige hule’, en flod dybt inde i chilensk Patagonien.
Vi er på jagt efter laks, og det er kongen af dem alle vi er ude efter. ‘Chinook’, også kaldet kongelaks. Vi er på stedet hvor de burde findes, på det rette tidspunkt – det er nu det gælder – en chance som denne får man aldrig igen.
Man er ydmyg, på et sted som dette. For naturen er mægtig og man selv føler sig mikroskopisk lille i forhold. Vi er i et område af Patagonien der også kaldes; ‘verdens største tempererede regnskov’. Det er i grænselandet mellem Chile og Argentina – og det føles mindst lige så storslået som det lyder. Smeltevand fra Andesbjergene fylder floderne med krystalklart vand der bruser videre ud i Stillehavet. Naturen er næsten ‘lammende’ smuk, man har tendens til at sidde og måbe og suge det hele til sig. Men det går jo ikke – nu skal der fiskes.
Når kongen bider på krogen, er man ikke i tvivl. Ikke det mindste! Man ved øjeblikkeligt, at det er noget voldsomt der har bidt sig fast i den anden ende. Noget tungt og kraftfuldt. Den stikker af med det samme og det lader man den gøre. Man holder den tæt, lader den løbe – holder den så meget under kontrol som det er muligt. Haler forsigtigt ind, lade den løbe lidt igen – for så endnu engang at forsøge på at vinde og indhente nogle meter i kampen. Den kamp mellem laks og fisker som det hele handler om.
Adrenalinen bliver som skudt ind i kroppen med det samme og pibler gennem arme og rygrad – udløser spænding, kampgejst og vild hjertebanken lige fra det første øjeblik kongen har bidt på. Man spænder sine muskler og ved bare, at nu gælder det om at holde fast og ikke miste krabaten.
Fra kongen har hugget første gang og man efter en time stadig kæmper med fiskens 4. udløb, begynder man at indse at laksefiskeri er hårdt arbejde.’Tennis-albue’ er et mildt udtryk. Ens arme har ikke lagt mærke til, at man har misbrugt dem i et par timer på en måde de absolut ikke er vant til.
Pludseligt kan jeg se ham. Langt nede ad floden springer han op og slår med halen i luften, som for at demonstrere hans voldsomme kræfter. Han vrider sig, basker og glimter i solen – og først nu kan jeg se hvor stor han er…
Mine arme og håndled brænder af smerte og træthed, men det er først nu arbejdet skal fuldføres; kongen skal ind!
Der hales og hives og slækkes lidt igen. Bedst som man tror at bæstet er træt, begynder han at trække ud igen. Kampen fortsætter og man må ikke miste koncentrationen. Haler man for voldsomt ind, river man krogen løs – slækker man for meget, kan fisken vriste sig løs. Det er en kunst at kende grænsen.
Nu er han næsten landet og kun en meter fra bredden. Jeg slipper grebet for at hente ham ind. Da jeg er blot få cm fra at gribe ham i gællen, finder han nye kræfter, spræller vildt og vrister sig løs fra krogen. På sekunder er han væk.
Skuffelsen er næsten ikke til at bære. Men jeg kan kun bebrejde mig selv og der er kun en ting at gøre: På den igen. Der stadig et par timer til solnedgang og skuffelsen overtages af stædighed. Der kastes ud igen og kort tid efter hugger han! Kampen er den samme, næsten en time med de sidste svidende muskler i kroppen. Denne gang slipper jeg ham ikke i vandkanten som før, men tager chancen og hiver ham hårdt ind i sidste træk. Han nærmest flyver det sidste stykke ind og lander 3-4 meter inde på land. Jeg har ham! En bamse på 13 kilo.
Ubevidst bryder man ud i råb og jubel. Det føles som primitive kræfter der bare skal lukkes ud. Et eller andet dyrisk jagtinstinkt man ikke anede man havde, slippes løs og man hopper rundt som en anden abe med armene over hovedet.
Længere nede af flodbredden, får jeg øje på Jan. Eller rettere, det er bredden på hans smil jeg først får øje på, for han har landet ikke mindre end 4 store Chinook og er stolt som en pave. Endnu større end min – men det kan jeg godt unde ham. For det var denne norske søulk, der tog mig med ind i sin hemmelige fiskehule – et sted jeg aldrig selv ville have fundet – og et enestående hjørne af verden.