Ja, undskyld mig, jeg har normalt ikke den grimme vane, at skrive om politik. For det er der andre der gør meget bedre, og desuden er jeg faktisk af den overbevisning, at det er med politikere som med babybleer: begge dele bør udskiftes ofte og jævnligt – og af den helt samme årsag.
Grunden til jeg nu får en trang til at ytre mig, er på grund af den catalanske leder og ‘præsident’, der i øjeblikket er i gang med udførelsen af en større cirkusforestilling foran et måbende europæisk publikum.
Carles Puigdemont er navnet, og løsrivelse af Catalonien fra den spanske stat er hans mission. Med et par kvikke administrative fiksfakserier, vinder hans løsrivelses-bevægelse et uofficielt valg og Catalonien erklæres et selvstændigt land. Fra en dag til en anden, kan resten af verden – og ikke mindst hele den spanske befolkning– sidde og undre sig: ‘Hvad var det lige der skete der?’
‘Valget’ bliver derefter erklæret ugyldigt af den spanske stat og Puigdemont afsættes som præsident for Catalonien. Da der er udsigt til strenge straffe for at lave politisk hokuspokus, ‘flygter’ Puigdemont til Belgien. I Bruxelles er man mere optaget af at spise sprøde belgiske vafler og drikke god øl, så Puigdemonts visit skaber ikke de helt store reaktioner i den belgiske hovedstad. Desuden huser byen jo selveste EU’s store kontorer, så de er nok vant til lidt af hvert fra politiske side – og en sag som denne, kan næppe sætte deres pis i kog, så at sige. Dog falder der en tør og ret sigende udtalelse fra den belgiske premierminister: ‘Din tilstedeværelse ville nok gøre mere gavn i dit eget land’. Og det kan den belgiske minister jo have ret i.
Så bliver der udstedt en international arrestordre på manden, der jo har brudt den spanske lovgivning med et hav af overtrædelser og som har spenderet millioner af offentlige midler på hans egen fantasikampagne. Men jurister og dommere er i øjeblikket ved forberede papirarbejdet til en anholdelse af manden og den slags skal en tur gennem både spansk og europæisk bureaukrati – og kan tage fingertrommende lang tid.
Imens kan man se Puigdemont gå smilende rundt i Bruxelles’ gader og give interviews til verdenspressen, hvor han fortæller den ene gale historie efter den anden, om at Spanien er vendt tilbage til diktatur-staten og om hvordan han føler sig ‘forfulgt’. Det værste ved den historie, er at mange udenforstående europæere, faktisk tror på den. For er der nogen der har rollen som ‘diktator’ i denne historie, så må det være manden selv, der tager lovgivningen i egne hænder og tager beslutninger der berører millioner af andre menneskers liv.
Det kan godt være at Puigdemont, engang hjemme i det mørke børneværelse, har haft drømmen om at være en ny Che Guevarra, Stalin eller Mussolini, men den holder altså ikke i 2017. Hvis man vil lave revolution i dag, så kræver det vist andre metoder end dem historien før har benyttet sig af. Laver man rav i den, og dernæst flygter til Bruxelles for at lade sig ‘beskytte’ af EU – mens man samtidig ønsker at skabe en lille republikansk enklave der også er modstander af selvsamme EU – ja, så er der vist en mindre brist inde under klaphatten. Gakgak i logikken, kunne man sige.
Årsagen til denne trang om løsrivelse kan også diskuteres. Ifølge anonyme – men absolut pålidelige – kilder fra den lokale bar (!), så har Catalonien historiske rødder i det gamle kongerige Aragón. Et af de store kongeriger der i sin tid bekæmpede de maurerske krigere og noget af det mest spanske der overhovedet findes. Catalonien har altså spanske rødder hele vejen ned i historien – og ikke som fx Baskerlandet, der har vist sig at have helt andre og ikke-spanske aner. Den almene spanier mener altså, at Catalonien er lige så spansk som selveste Julio Iglesias eller Kong Carlos. Det synes jeg hører med til historien, også selv om mange catalanere sikkert vil sige noget andet.
Hernede i Spanien kan man opleve spanierne blive mere og mere rødglødende af raseri på dette catalanske cirkus, og specielt klovnen der fører det hele an. Selv folk der aldrig har støttet den siddende spanske regering, er nu enige om at dette her må stoppe. Dette har intet med politisk side at gøre – det har at gøre med sund fornuft.
Landet er ved at komme sig en smule, efter en hård og langvarig krise. Alle spaniere (selv de fleste catalanere) er enige om, at der er behov for sammenhold, fællesskab og evnen til at samle folk. Ikke det modsatte. At få styr på arbejdsløsheden, økonomien, bureaukratiet og alt det andet. Men lige nu, så er alt politisk aktivitet koncentreret om at holde styr på den vildfarne catalanske cirkusklovn – imens alt andet fornuftigt arbejde, får lov at lægge brak.
Så tillad ‘Deres udsendte politiske analyse-ekspert’, at tildele Puigdemont med et godt, dansk ord, der passende må kunne bruges til en titel. Må jeg præsentere en vaskeægte politisk badutspringer: ‘Den Catalanske Klaphat‘.