Ydmyg og taknemmelig over igen at kunne rejse ud, efter have ligget i en form for tørdok i så lang tid som vi har. Planen er simpel: Ingen rejseplaner, ingen forventinger. Bare at spænde skoene på, og så afsted. Den slags går sjældent galt. Galicien, du ser bare så grøn, sympatisk og lovende ud!

Dramatisk og farvestrående i blåt og grønt

Flod, fjord og hav. Galicien risler med vand

Vi ser små landbrug og husmandssteder overalt, det hele virker så frodigt og frugtbart, og dufter når man går forbi. Som fra en tid hvor man ikke købte grønt i supermarkedet, men i stedet dyrkede det hjemme, og var med til at dyrke det man spiste. Sådan virker det til at være her, det er skønt at se, skønt at dufte – skønt at overvære at det stadig eksisterer. Man får lyst til at stikke hånden ind og gå på grøntsagsrov Majs, tomater, kiwi, kastanjer, kvæde…og ikke mindst druer til vin.

Træder man væk fra landevejen og går et stykke op i de galiciske bakker, så ender man garanteret i en form for skov. Det gjorde vi i dag, og det føltes som at være trådt ind i scene fra Ringenes Herre, med gamle og krogede egetræer, der besidder skoven som de majestætiske kæmper de er. Man føler sig endnu engang ydmyg og taknemmelig for at have taget et skridt ud i dette smukke land.