Vi når frem til Cochamo og krydser den gamle jernbro, floden ligger smukt og venter på os. Puelo-floden der bugter sig igennem det flotte landskab og med udsigt til vulkanerne. Det er sent forår og tidspunktet er godt, der er tilpas med vand i floden. Vandet er turkisblåt og flyder præcis som det skal. Scenen er som taget ud af en turistbrochure og alle er opstemte. Jeg drejer den gamle Ford ned af den nærmeste grusvej, og vi finder en god fiskeplads et stykke nede af floden. Vi pakker gearet ud, samler stænger, finder blink og fluer frem. Der bliver diskuteret taktik og fangstmetoder på højt plan, og floden bliver studeret nærmere for at finde de bedste pladser. Og så skal herrerne klædes på, ikke mindst skal favorit-hatten eller kasketten sættes korrekt på hovedet. Vi er klar til kamp!
Ricardo er, bortset fra fiskeguiden, den der har det flotteste udstyr. Han har fået nye waders og kan gå helt ud i floden for at foretage sit første kast. Der går mindre end 30 sekunder, før han støder på en sten, mister balancen og får sine nye waders fyldt op med vand. Sådanne 50-60 liter vand der flyder rundt INDE i gummidragten, vejer ikke så lidt endda og vægten får Ricardo til at vælte helt – og flyde et par meter ned ad floden indtil han får fodfæste og kommer på land igen. Gummidragten er nu HELT fyldt op ned vand, og Ricardo ligner en bugnende Michelin mand med meget store øjne og et særdeles forskrækket udtryk i ansigtet. Vandet, der er smeltevand fra bjergene, er iskoldt og Ricardo ryster af kulde. Fiskekasketten flyder rundt ovre på den anden flodbred og blinket er viklet rundt om en træstamme der stikker op fra vandet. Synet af den den stolte og velklædte lystfisker, der nu er forvandlet til bævrende gåsehud, iført blomstrede boxer-shorts og et varmt badehåndklæde, får en sund latter frem på det lille lystfiskerhold. Vi finder alle lidt tørt tøj frem til Ricardo, han får en kop varm kaffe og en lille tår fra lommelærken, og så han kan fortsætte kampen. Omend dog med en lidt lavere profil-føring end før.
Don P går ikke så meget op i påklædningen. Han har lånt en bredskygget hat og et par store, hvide gummistøvler. Den høje og fuldskæggede mand har vendt skyggen på hatten opad og det får ham til at ligne en blanding mellem Kaptajn Haddock og så billedet af ham fiskeskipperen man altid kan se hænge i alle bedsteforældres hjem. Don P går meget koncentreret til værks, allerede fra første udkast. Han har lånt min hav-stang, den er egentlig lidt for stor til flodfiskeri, men det kan vel komme an på en prøve. Den lange mand, med de endnu længere arme, svinger den lange havstang så langt han kan….det er virkelig noget af en bevægelse der bliver sat i gang her, en blanding af råstyrke og centrifugal-kraft…der lyder et swwuuuuuusch fra stangen. Alle forventer at det udkastede blink vil havne helt ovre på den anden side af floden, men nej, hjulet har ikke sluppet i tide og blinket havner med voldsom hastighed og et mægtigt plask lige foran gummistøvlerne på den lange lystfisker! Et udkast på en meter er vel næppe noget at prale af, men det er dog en start. Der arbejdes videre på udkastene, og der mistes et dusin blink undervejs, men der arbejdes på sagen.
Imens er GT gået i gang med at modtage undervisning i fluefiskeri. Vores guide, Luís, er læremesteren i den ædle kunst, og første lektion handler om hvordan man lærer at kaste flue-buen med disse lange, cirkelrunde bevægelser. GT er ikke bare meget interesseret i fluefiskeri og natur, men er også ingeniør af profession. Forestil jer, hvor minutiøst og detaljeret en ingeniør kan gå til værks, når det drejer sig om at lære fluefiskerens bevægelser. Enhver detalje forklares og studeres. Bevægelserne øves grundigt og lidt overdrevet i starten. For en ingeniør er det jo netop vigtigt at få alle detaljer med, og forstå hele funktionelle proces, for at kunne udføre et korrekt udkast.
Det resulterer i nogle ret specielle og yndefulde bevægelser nede på GT´s del af floden. Der bliver strittet med hænderne, arme bliver svunget rundt i store cirkler, der kommer små vift med fødderne og kroppen vrides i nogle ret banale bevægelser, sådan set fra tilskuerens side. Til tider er instruktør Luis inde og dirigere GT´s bevægelser ved at stå tæt bag ved ham og rent faktisk føre GT´s arme og ben i de rette bevægelser, sådan helt synkront. Det får dem til at ligne et par svaner i pardans, det ser sgu yndigt ud…
Alt i mens GT danser ballet, don P kæmper med endnu en snes uheldige udkast og Ricardo stadig prøver at genvinde formen – så får jeg selv bid. Bundbid, bundbid og bundbid! En enkelt træstamme får jeg også på krogen.
Noget tyder på at der ikke bliver det store ”catch” på denne fisketur. De stolte jægere er ikke længere så stolte. Moralen er dalende og sulten er begyndt at melde sig. Men ikke meget tyder på vi kan sætte tænderne i et par store grillede ørreder, som vi ellers havde glædet os til. Men så kommer Ricardo på banen. Han har ikke sagt meget i de sidste timer siden hans ballon-svømnings forestilling, men da der begynder at blive talt om frokost – lyser hans ansigt op, og han får et skævt smil på læben.
Han beder Luis om at finde den lille grill frem, og finde lidt brænde vi kan tænde op med. Selv går han om og henter hans lille køleboks bag bilen. Vi andre ser spørgende til. Vi havde nok forestillet os at skulle nøjes med et par enkelte brød-klemmer til frokost – men frem fra køletasken kommer der nu 5 store T-bone bøffer til syne. Sådan rigtig store og saftige herrebøffer. Der går en tilfreds mumlen gennem forsamlingen, og vi ved nu at dagen er reddet! Vi får tændt op i grillen, finder et par flasker rødvin frem som også var smuttet med i forplejningstasken, og finder et godt sted under et par skyggefulde træer, med en fin udsigt til floden. Hver en lystfisker med 500 gram grillet bøf på tallerkenen, en kniv til at skære med og så et stort krus rødvin til at skylle efter med.
Således gik det til at en fisketur endte med røde bøffer og vi var alle rørende enige om at ørrederne kunne passe sig selv, og at dagens fangst var enestående…