Sevilla med filter

Den første rejse i noget der føles som en evighed. Det er næsten ikke til at fatte: Den spanske regionsregering har lettet en anelse på restriktionerne, og tilladt rejser internt i Andalusien her i julen. Så med ansigtet fuldt af mundbind og tasken fuld af alkohol (altså, den slags til udvortes brug!), steg ‘Deres udsendte’ og hustru på det første tog til en af de absolutte favoritdestinationer: Andalusiens skønne hovedstad Sevilla.

Men Sevilla er ikke som den plejer at være.

Det her er byen hvor livet normalt nydes i gaderne og på barerne, caféerne, i kagehusene og hvor man er sociale med et stort ‘S’. Sevilla er byen, mere end nogen anden, stedet hvor man spiser en tapas, nyder en frokost og drikker et par glas – og råhygger sig på de uendeligt mange serveringsteder byen har at byde på, både unge, ældre og ikke mindst de gamle – som der også er plads til i gadebilledet.

Det er i Sevilla hvor man ser hinanden tæt og dybt i øjnene, taler højt og tydeligt, meget tæt på hinandens ansigter – også selv om spyttet flyver når diskussionen bliver højlydt – og hvor ordet hvidløgsånde får en helt anden betydning end den man er vant til.

Man taler, griner, debatterer politik eller fodbold – mest af alt så er man sociale dyr der elsker at opholde sig tæt sammen. Der er ingen ligusterhække her. Der kindkysses når man mødes, gives kram og der holdes hænder.

Det kan man ikke nu, for en lille, forbandet virus er på spil – og spanierne ved det godt. Derfor er Sevilla ikke som den plejer. Ikke alt er lukket, det fleste steder er faktisk åbne, men der er næsten ingen mennesker, og da slet ingen turister. Der virker som om der er sat både lyd- og støddæmper på det liv man ellers ser i byen. En social støddæmper – der giver byen en helt anden sjæl.

Men byen er smuk som altid, og nu er her til gengæld god plads, hvilket der ellers aldrig er. Man træder ikke længere hinanden i hælene, eller står i lange køer for at komme til – selv i det turistede område omkring domkirken, kan man pludseligt gå frit og se de smukke gamle bygninger uden at skulle slå slalom omkring horder af amerikanske turistrundvisninger.

Det er en ny og anderledes måde at se byen på, påvirket som det meste af verden er påvirket af virus. Men det føles ubeskriveligt godt at rejse igen – selv med de forbehold man må tage med – og Sevilla er stadig smuk og overbevisende…

One thought on “Sevilla med filter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *