En kassedame med sorte øjne og rød læbestift rækker mig en indkøbspose, efter hun har pustet luft ind i den, så den er let åben og lige til at bruge. Hun gør det mens hun kigger mig dybt i øjnene, sender mig et smil – og derefter fortsætter med køen af kunder.
Selv om det er mandag – og jeg faktisk slet ikke bryder mig om supermarkeder – så får man det altså godt af den slags.

Udenfor, går min tur videre gennem byen. Rundt om hjørnet i den gamle bydel, sidder en ældre mand foran sit hus. Det er denne typiske, spanske mand – der blot sidder på en stol ude foran.
Han laver egentlig ikke noget, men sidder blot der og hviler sig og kigger lidt på verden der går forbi. Han ryger måske på en stor cigar, som han ikke må hjemme hos lillemor, måske han sidder og småfiser lidt efter frokosten – eller sludrer blot lidt med alle de andre gamle mænd, der måtte komme forbi. Et stemningsbillede der emmer af ro.

 
Et andet sted i byen er der er kø hos den lille, lokale købmand. En bedstemor er ved at vise købmanden billeder af sit yngste barnebarn, de andre nysgerrige nabokoner kigger med og pludseligt er der kø af kunder helt ned bagerst i den lille butik. Der bliver grinet, sludret og fortalt hos damerne oppe foran, købmanden er med i det hele – men det betyder ikke noget, for den slags er der tid til.

Byen er fuld af den slags små detaljer – og jeg elsker dem. Det er som små billeder – der måske ikke synes af meget – men som giver den der gode og lune fornemmelse i maven.

 
Længere nede ad gaden, er en mand ude at gå tur med sin hund. Han standser op foran en bar og råber ind til Pepe i baren at han ønsker en flaske vand. Bartender Pepe kommer ud med en flaske mineralvand. Den ældre herre betaler og skruer låget af flasken – bukker sig ned og begynder at hælde vandet op i sin hule hånd som han rækker ned til hunden. Mineralvandet er til hunden, for hunde de skal også have slukket deres tørst.

  

Og sådan fortsætter scenerne. Jo mere man lægger mærke til detaljen, desto flere historier får man.

Nede i gården leger ungerne. De spiller bold op af et skilt hvorpå der står: ”boldspil forbudt”, mens de griner over hele femøren. Det er leg når det er bedst – næsten gammeldags leg – uden så mange remedier, men som alligevel oser af fantasi, kreativitet og masser af sjov. Det er lyden af børn der brænder ‘krudt’ af, som griner og har det godt.

  

Og sådan fortsætter det gennem byen. Gamle der sidder og sludrer på torvet, familier der mødes og børnebørn der krammes og smækkysses, så det kan høres helt over på den anden side af gaden.
Kommunale arbejdsmænd der holder hvil i skyggen, kontorfolk der spiser tapas og drikker en ‘caña’ på den lokale café – eller den hjemløse der får en klingende mønt i sit bæger og lyser op i et tandløst smil.

Bybilledet er broget blanding af folk og fæ, det virker som om der er plads til alle. Livet i Spanien er fyldt med små detaljer. Små deltaljer, der uden at være noget særligt – alligevel fylder dagligdagen med små doser af noget der er ‘godt’. Hvad er det jeg oplever? Hvad er den her spanske fornemmelse for noget? Jeg leder efter et ord…

Det slår mig pludseligt, at det er ‘TRIVSEL’ jeg oplever. Og nu hvor jeg først har fået øjnene op, kan jeg se den overalt.

Selv i et kriseramt Spanien, hvor folk har mistet mange af deres materielle goder, så virker det som om det har haft en nærmest positiv effekt på folk. At man har accepteret situationen som den er og at man ikke længere ‘higer’ efter hele tiden at skulle have mere og mere. At man har fundet ro – og indset vigtigheden i at have det godt med sig selv – og med sin næste. Måske netop fordi trivsel og velfærd jo slet ikke handler om noget som helst materielt – men derimod om at have det godt, sådan på det menneskelige plan.

Jeg begynder at forstå hvorfor det føles så godt at være her i Spanien! Man bliver jo helt ‘glad i låget’, blot ved at gå en tur gennem byen. Det er så simpelt og så alligevel så værdifuldt.

Det kan godt være at nogen vil mene min livsstil er både uambitiøs og simpel, fordi der ikke står hverken Audi, Anpartspapirer eller Amarone på min ønskeseddel. Men det er sådan set ligegyldigt, for jeg har fundet noget helt andet. Nemlig den spanske form for ‘velfærd’ – sådan på det menneskelige plan. Og DET kan jeg godt leve med…