Tillad venligst ‘Deres udsendte medarbejder’ at dykke ned i et lille stykke dansk/spansk historie:
Vi skal tilbage til 1921 og til et sted der dengang lå meget langt fra Danmark, nemlig midt ind i det gamle Madrid. Her finder vi en lille – men spøjs – historie om den grønne danske bønne:

Hvad har danske grønne bønner med Spanien at gøre?

Jo, i starten af 1900-tallet fandtes der en butik i Madrid, der specialiserede sig i salg af plantefrø, kornprodukter og den slags. En slags ‘landhandel’ – eller mindre foderstof-butik – der lå midt i hovedstaden Madrid. Butikken hed ‘Casa de Robustiano Díez Obeso’ og var beliggende i ‘Calle de la Hortaleza’. På datidens reklameskilte fra starten af 1900-tallet, stod der:
” Casa de Robustiano Díez Obeso – grundlagt 1881. Dedikeret til salg af frø, korn og bælgfrugter af alle sorter og fra af nationaliteter ”.

I Spanien – og mange andre steder over hele kloden – var bønner normalt noget man skrællede eller pillede, for at komme ind til kernerne – altså bønnerne – som skulle lægges i vandbad i længere tid og derefter koges.

Men i Danmark, som på det tidspunkt i starten af århundredeskiftet var begyndt at eksperimentere meget med nye plantearter, der havde man den grønne bønne. Altså en bønne der ikke skulle hverken pilles eller skrælles, men koges og spises med bælg og det hele.

Det var et ukendt fænomen mange andre steder – og historien går da også på, at denne grønne bønne på et tidspunkt nåede helt til Madrid. Hvordan det gik til, er der vist ingen der ved præcist – men hvad vides er, at der i 1921 – hos præcis den fine forretning i Madrid – kom følgende reklame:

” Dronningen af bønner. Med bælg helt uden trævlede tråde og lige til at spise – grøn som den er. De grønne bønner ‘Dinamarquesa’ – få dem her i Casa de Robustiano Díez Obeso – eneste forhandler i Spanien’ ”.

Den er god nok. Det er grønne bønner der første gang bliver sat til salg i Madrid – og bønnerne er danske. Det kommer af navnet ‘Dinamarquesa’ – det ord man dengang brugte for ‘danske’.

Reklamen er fint lavet, med to personer der sidder og spiser bønner (som vist på billedet). Den ene person sidder og filer med kniven i de seje bønner og flår i dem med tænderne – mens den anden nemt og bekvemt sidder og nyder de smørbløde danske bønner, uden at få trævler i munden. De danske bønner der betegnes som ”en fin og smuk sort – kødfuld og smøragtig – og så elegant at den kan spises grøn som den er”.

En herlig reklame – fra 1921. Et sjovt historisk eksempel på hvordan man dengang var i stand til at ‘forfine’ noget så simpelt som en bønne. Og hvor vigtigt det måske var, at bønnen bar det fine navn, så højt oppe fra nord.

Og sådan er det gået. Den danske bønne nåede så langt væk som til Spanien. Den findes her stadigvæk – selv om den ikke længere kaldes for ‘dansk’. Men næste gang jeg skal til grønthandleren, så tror jeg alligevel at jeg vil prøve – bare for sjov – at spørge efter: Den vidunderlige bønne ved navn ‘Dinamarquesa’…