Her hvor 2017 så småt er begyndt at få øjne og komme til live, synes Spanien at ligne sig selv. Bortset fra de bombardementer med nervepirrende kanonslag, der i en uges tid fyldte Middelhavsluften med stanken af sort krudt og som fik det lokale boligområde til at lyde som en mindre borgerkrigszone, så virker det som om vi er trådt ind i det nye år uden de store forandringer.

Og at Spanien er uforandret synes jeg jo er en god ting. For du er fin ganske som du er, kære Spanien.

Ude i gadebilledet ligner sceneriet sig selv: En ældre mand træder forkert på fortorvet og snubler. Folk kommer løbende til for hjælpe, assistere og sørge for han kommer helskindet op at stå igen. Tøjet børstes af og den bløde hat bliver sat på igen.

I lokaltoget hjælper medpassagerer den enlige mor med at få barnevognen ind i toget. Spørger man om vej rundt i byen – er folk på gaden ofte villige til at følge dig helt hen til det sted hen du skal.

Scenariet fortsætter: I supermarkedet går man ikke ind foran hinanden i køen – næh, man giver da gerne plads til andre. Det betyder jo ikke noget, for man har altid 2 minutter ekstra til at stå og sludre med andre i køen.

Sådan er man her. Der er plads til lidt af den gode vilje.

Det virker heller ikke som om spanierne har fået hverken mere eller mindre travlt i 2017 end de havde i 2016. De har ikke ‘optimeret’ eller lavet nye ‘koncepter’ der skal gøre det hele mere effektivt. Spanien ligner sig selv på den måde og lider ikke af det ‘utålmodigheds-syndrom’ som man ser så mange andre steder. Det der med hele tiden at skynde sig og have så hvinende travlt, at man glemmer alle andre end sig selv.

Man ser ikke det hastværk og den stress der altid skaber irritation over at skulle vente på andre.
Den fingertrommende utålmodighed der gør at vi konstant hellere vil være længere fremme end der hvor vi er nu.

Spanien er så sund på den måde.

Man overraskes stadig over den positive holdning man ser overalt. For spanierne har da ellers nok at klage over. Stor arbejdsløshed, økonomisk krise, endnu større politisk krise og en månedsløn der absolut ikke fylder meget på kontoen.

Man må tage hatten af for deres tålmod og deres ro. Deres måde at være upåagtede på, overfor det kaos verden ellers viser lige udenfor… Respekt for spaniernes måde at være så venligsindede på.

Man i stand til at hjælpe dem der har det svært. Selv om her ikke klinger af velstand, så har man nok til at have det godt – i alt fald på det menneskelige plan. Og den menneskelige detalje, den er da værd at tage med – er den ikke? Det synes at virke her.

Også udlændingene er der plads til. Millionvis af dem – i alle farver, typer og modeller. Lige fra afrikanske bådflygtninge og arabiske grønthandlere, til fulde englændere og wienerschnitzelspisende tyskere. Ikke alle går lige meget op i hverken sprog eller integration, men modsat andre lande – hvor den slags synes at være en belastning og tema til konstant diskussion – så tager man den slags helt roligt her i Spanien. Alle virker til at være velkomne.

Spanien virker uanfægtet og lever videre som de altid har gjort.

Måske lidt svagere i karakteren, når det gælder spil. Spanierne elsker at spille i lotteriet.
Her omkring jul, nytår og helligtrekonger er der specielt store puljer som alle elsker at spille med i. Man spiller oftest sammen. Det kan fx være en lokal bar der køber store lod og som gæster, venner og bekendte køber en andel af. Så når præmierne trækkes og vinderne findes, så er det ofte store grupper af mennesker i samme by der bliver de store vindere. Det giver en række festlige billeder der sendes på TV og deles over hele landet. Og ofte er det, at man ser grupper af arbejdsløse, ældre med en dårlig pension – eller andre ‘værdigt trængende’, som pludseligt er blevet millionærer. Det er skønt at se, når der jubles og skåles i champagne. Der er solidaritet, selv i spil.

Spanien er stadig et land af ‘medmennesker’ der tør vise en masse god vilje, – og det føles bare rart af være en del af. Også i 2017.

Godt Nytår, Spanien.