‘Parque de la Batería’

Man kan vel kalde det en positiv forandring, når et tidligere militært område, konverteres til en smuk og grøn park. Dette er tilfældet i Torremolinos, hvor et tidligere antiluftskytsanlæg blev installeret under den spanske borgerkrig i 1937 – og senere benyttet under Francos styre helt frem til 1951. Et område der ligger i Montemar lige vest for Torremolinos.

Det sidste kanonskud blev affyret i 1951, og siden da lå terrænet brak i flere årtier. Herefter fik kommunale kræfter i Torremolinos planer om at benytte arealet til parkområde. Efter flere års imponerende anlægsarbejde, blev ‘Parque de la Batería’ indviet i 2007, som en smuk park til offentligt brug.

Det gør den til en af de yngste parker på kysten Costa del Sol, smukt beliggende med udsigt over bugten – og med en størrelse på 74.000 kvm. En park ikke alle kender.

De historiske kanoner og bunkere er bevaret i et hjørne af parken, men ellers er området blevet beplantet med eksotiske og smukke træer og buske, en stor anlagt sø, motionsbaner, bænke, skulpturer og et stort legeområde for børn.

Stedet er ment som en park, der skal benyttes og bruges af besøgende – med respekt for det grønne – som en aktiv park.

De lokale beboere holder meget af deres park, og bruger den flittigt – og selv om parken også besøges af folk udefra – virker den ikke specielt velkendt blandt udenlandske turister og besøgende.

Det er et fint sted at møde spaniere, når de går tur i parken med familie, børn, bedsteforældre osv. Mange motionerer, ældre sidder på bænke og sludrer, børnene brænder energi af på den flotte legeplads – eller tager måske en svalende tur i robåde på den flotte anlagte sø.

I det hele taget et ganske behageligt område at opholde sig i, nyde en mundfuld frisk luft, lidt grønt til øjet og et sted at finde ro og tage et lille break. Parken er velplejet, rolig og absolut et besøg værd.

Endnu et smukt lille hjørne af Spanien. Go’ fornøjelse…

Praktisk:
‘Parque de la Batería’ ligger tæt på togstationen v/Montemar Alto, så det er nemt at komme til parken, det samme er tilfældet med adgangs- og parkeringsforhold, hvis man kommer i bil. Der er gratis adgang til parken, der har varierende åbningstider, afhængig af sæsonen. Mere info på kommunens hjemmeside: https://turismotorremolinos.es/en/discover/places-of-interest/bateria-park/

Fotokilde: Turismo de Torremolinos

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *