Flamingoernes Fristed

 

Det er både en spøjs og smuk fugl – flamingoen. Der er noget eksotisk og næsten forhistorisk over fuglen med den lange hals, det krogede næb og den lyserøde farve. Men den er lyslevende her i Andalusien – og holder til ikke ret langt fra den spanske solkyst.

Spaniens største koloni af flamingoer ligger blot omkring 70 km fra Malaga, i landsbyen Fuente de Piedra. Her bor blot omkring 2.500 menneskelige sjæle, men til gengæld findes der typisk mere end 35.000 smukke og langbenede flamingoer, der hvert år benytter sig af de store vådområder der findes i området ved ‘Laguna de Fuente de Piedra’.

Faktisk er det er Andalusiens største lagune – et vådområde på mere end 1.400 hektar. Her er masser af plads og ingen forstyrrende elementer, når flamingoerne hvert år benytter stedet som yngleplads.

Er man glad for fugle, er området selvfølgelig oplagt at besøge. Man kan sagtens nå det på en dagstur, men der findes også muligheder for overnatninger i den lille støvede landsby, der skam også er et besøg værd. Det tager ikke mere end en times tid at køre i egen bil – mens det blot tager 20-25 min. at tage toget fra Malaga til Antequera (Santa Ana), og derfra de ca. 10 km videre til landsbyen med en taxi.

Det er bygget et fint besøgscenter ved lagunen, der fortæller om faunaen og flamingoerne. Derfra er der kortere vandreruter rundt i området, hvor man kan spotte fuglene. Det er et naturskønt område, men da lagunen er en yngleplads, kommer man aldrig ret tæt på selve vådområdet. Lidt ærgerligt, men også forståeligt, at man ønsker fuglene skal leve og yngle i fred.

Men er man heldig – og det er man ofte – så holder flamingoerne også til tæt ved et mindre vandhul tæt på besøgscentret. Her kan man se dem ret tæt på. Billederne herover, er taget der.

Søger man længere vandreruter, er det også muligt at gå længere ture langs de små landeveje der fører rundt om lagunen. Her er næsten ingen trafik, og man kan nemt – specielt her i foråret – få færten af både flamingoer og masser af andet fugleliv. Desuden er landområdet omkring fyldt med vilde forårsblomster og flotte olivenmarker. Et skønt sted at bevæge sig ud i det andalusiske forår.

Go’ tur – Buen viaje’

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *