Den sidste stationsforstander

 

I den lidt støvede og søvnige landsby Fuente de Piedra – helt ude i Malaga-provinsens bagland – overraskes vi over at finde en stor og fin gammel stationsbygning. Den er åben, velholdt og der er lys i billetlugen. Vi siger pænt goddag, og ud kommer don Raúl – selve stationsforstanderen. Vi spøger nysgerrigt efter togplaner og rejsemuligheder, men don Raúl fortæller, at der desværre ikke længere kører toge til ‘Estación de Fuente de Piedra’. At linjerne mellem Granada, Córdoba og Málaga godt nok fungerer, men at der ikke længere er nok passagerer, til at togene gør holdt i den lille landsby.

Stationsforstander Don Raúl er den eneste funktionær tilbage på stationen, og fortæller at han har arbejdet der i 35 år. Hans eneste opgave, er at sørge for pæn stand i stationsbygningen, tage telefonen hvis den ringer (det gør den ikke), og så tage imod det rullende materiel, der af og til kommer forbi for at reparere toglinjen. ‘Næppe et job der fører til stress’, tænker vi – og smiler ved tanken om, at dette må et af de sidste af den slags funktionærjobs man beholder hele livet…

Egentlig er det en lidt trist historie, for det er den typiske beretning om hvordan de små landsbyer affolkes. Den unge befolkning vil til de store byer for at arbejde, uddanne sig og bo urbant – og indbyggertallet i den lille traditionelle landsby bare skrumper.

Men selvfølgelig kan man også vende billedet om. Fordi samtidig er det så sympatisk, at opleve en ægte landsbystemning hvor tiden er gået lidt i stå. I Fuente de Piedra er der stadig liv, sådan lidt på den landlige måde. Der er stadig omkring 2.500 indbyggere, en slagterbutik, et lille supermarked, en skrædder, en kirke og så et par hyggelige caféer og spisesteder hvor de lokale tuller hen og bliver kaldt ved fornavn.’Hola Pepe, hola don Raúl…’

En gammel Renault 4 med ægte paraply-gear holder parkeret foran den lille slagterbutik. Det er som et billede taget i 1960, det er som at træde et skridt tilbage i tiden. Hvor kan den slags bare føles godt engang i mellem. At geare ned til noget der er alt andet end hæsblæsende. At opholde sig et sted, der emmer af tomgang, tålmod og absolut ro.

Så selv om jeg ikke længere kan tage toget til Fuente de Piedra, så skal jeg nok finde vej tilbage til dette charmerende lille sted, hvor tiden har stået stille og ikke helt er kørt ind i den digitale tidsalder.
Den slags steder – med både stationsforstander og biler med paraply-gear – skal nemlig opleves mens de stadig findes…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *