Rejseglæde II – Madoplevelser

 

Rejser man ud i den store verden, er lokal mad noget der skaber rejseoplevelser. Og det handler ikke om hverken Michelin-stjerner, mesterkokke eller designede menukort. Oftest er det de mindste, billige og mest rustikke madhuse – langt væk fra gågaderne – der giver de største oplevelser.

For de fleste små beværtninger og spisehuse rundt omkring i verden, handler det om at servere frisk, sund og velsmagende mad – at gøre folk mætte, glade og tilfredse, helst en pris hvor alle kan være med. Enkelt, folkeligt – og skønt at opleve.

Og for os der rejser ud, handler det vel om at opleve de steder de lokale opsøger – og til fulde opleve det sted man egentlig er taget ud for at besøge.

Her i Spanien er madoplevelserne nemme at få øje på. Der findes næppe et køkken, hvorfra det ikke dufter så himmelsk – at man nysgerrigt får lyst til at stikke snuden indenfor. Om så det er byens tapasbar, de små fiskesteder langs stranden eller de små landkøkkener, hvor ‘Maria’ eller ‘Paco’ står bag gryderne og tilbyder lækker traditionel mad – så inviterer Spanien altid til en god madoplevelse. Og mad? Det er helt klart en del af rejsen…

At finde nyopgravede kartofler og friske grøntsager i januar, er en af glæderne ved at rejse på den sydlige halvkugle. Her i Chile – hvor det er sommer når vi andre holder vinter – er markedet fyldt af knasende sprøde og friske grøntsager fra de små lokale landbrug. At de her sælges af en elskværdig Mapuche-indianer, gør kun oplevelsen mere eksotisk.

God mad kan tilberedes på de simpleste måder. Ikke nødvendigvis alle metoder er lige traditionelle, som fx denne mobile grill og rygeovn – der fungerer fint i regnvejr. Både til en lille lammesteg, og et stykke med friskrøget laks.

Mad og rejser handler også om at have det respektfuldt og sjovt med de mennesker man møder undervejs. At møde “de lokale”, som det så fint hedder. At lade sig inspirere til at sætte sig ned, og nyde den mad og drikke de lokale beboere kan finde på at servere. Som dette spontane besøg hos to lokale landboere – hvor grillen blev tændt og et par flasker åbnet. Kom ikke at sig, at ordet ‘hygge’ ikke også findes derude i verden…

Er man til fisk og skaldyr, kan man nemt finde nye og spændende varianter og delikatesser i næsten alle små kystsamfund. De fleste steder er fisk en så populær spise, at der altid er garanti for friske varer. Ikke mindst hvis man er heldig at få fingre i fangsten fra den lokale fiskekutter – eller man selv prøver lykken med at fange aftensmaden…

At finde en skøn bod som denne, giver jo en herlig afveksling fra at købe maskinstemplede burhønseæg fra et tilfældigt discount-supermarked. Her er alle æg fra økologiske og ‘fritklukkende’ høns, og findes såmænd i et større udvalg af både farver og størrelser.

Foto: G. Roholte

De store byers markeder, er altid et godt sted at starte med at ‘snuse’ til det lokale folk og deres madkultur. Det er ikke bare stedet hvor det bugner af liv og alverdens friske produkter – det er også stedet, hvor man kan sætte sig et øjeblik, opsuge stemningen – og få stillet sulten med frisklavet mad. Som fx her på markedet i Montevideo i Uruguay, hvor der nemt og hurtigt kan fixes en ‘lille’ grillet bøf til beskedne penge.

Så glem for en stund de fine, dyre, store og brillerende restauranter. De tapper rejsebudgettet og ligner meget hinanden uanset hvor man kommer hen. Hop i stedet ud i de små, sjove og lokale madoplevelser. Med glæde, nysgerrighed og god appetit. Det garanterer for ægte rejseglæde – og levner plads på rejsebudgettet til endnu flere rejser.

God rejse og velbekomme  –  “Buen Viaje – Buen Provecho” !

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *