‘Spansk kabelteknik’

 

Søndag. Scenen er sat til fodboldkamp på den lokale beværtning. De sædvanlige gæster er mødt op, stemningen er høj og alle er klar til kamp. Men noget går galt – man kan ikke finde den rigtige TV-kanal – og pludseligt er alting ved at gå op i hat og briller.

Bar-bestyrer Miguel fumler med fjernbetjeningen, og kan ikke finde den rigtige kanal. Manolo træder til og overtager de febrilske tryk på remoten, men ender blot med at finde genudsendelsen af en gammel tenniskamp fra i går. Der tales hurtigt og højt, gestikuleres så arme og hænder cirkulerer rundt i luften. Kampen skal til at begynde. Et par utålmodige fodboldgæster kommer med fornyet assistance, men det resulterer blot i, at der nu er 4 sæt hænder på fjernbetjeningen, og de ender på Disney Channel. Intensiteten øges, tillægsord flyver ud i luften for til sidst af blive afløst af larmende stilhed og sort skærm.

Vi, de måbende tilskuere, endte med at miste det meste af kampens første halvleg, inden en person bagerst i lokalet, fandt på at ringe til TV-selskabet, for at spørge hvilken kanal kampen blev vist på. (Manden var vist tysker…)

Meget er spanierne gode til, men at få styr på pludselige, komplicerede situationer – og få tingene til at glide i smør – det er ikke deres stærke side. Selv små problemer kan nemt blive til store, fordi man i forsøget på at løse opgaven på en simpel måde – ender med at komplicere tingene i en sådan grad – at de ender i ufuldendt kaos.

Det er som om, at jo mere man ihærdigt forsøger at løse en opgave, desto mere hårdknude formår man at skabe. På en eller anden måde, er det noget meget, meget spansk. Jeg kalder det for ‘den spanske knude’.

Måske det er noget med, at når temperament og passion træder til, så glider den almindelige sunde logik og fornuft ud med Levante-vindens varme luft – og så er det nemmere bare at lade problemet ligge.

Her i bygningen hvor ‘Deres udsendte’ opholder sig, skulle der sidste år udskiftes antenner og paraboler på taget, og ryddes op i den massive mængde af gamle kabler der snoede sig rundt overalt på bygningen. Her, næsten halvandet år senere, er opgaven stadig ikke løst. Der har været en hel hær af antennefolk ude. Elektrikere og andet godtfolk har været sat professionelt på opgaven, men der hænger stadig kabler overalt. Jeg ved faktisk ikke hvad de har lavet i al den tid der er gået, og på de mange besøg de har haft herude, men jeg har en velbegrundet mistanke om, at de kun har gjort tingene værre end de var.

Men hva’ – sådan kan det gå. Havde tyskerne har en finger med i spillet, havde al ‘kabelteknik’ sikkert siddet snorlige, men højst sandsynligt ikke med samme charme! De tekniske fejl er hurtigt glemt og der findes større problemer i verden, end spansk kabelteknik (eller skulle vi kalde det: ‘kabel-indvikling’?) Det er jo ikke et spørgsmål om liv eller død. Den slags situationer plejer spanierne såmænd at have godt styr på.

Fodboldkampen endte for øvrigt med at Málaga vandt, så missionen blev fuldført – og der var tilfredse smil og glæde i baren den dag. Selv med kun en enkelt halvleg. Og sådan går det i Spanien; selv om tingene nogle gange halter – og ikke er perfekte – så går livet lykkeligt videre alligevel. Og det med livet – og om at leve det? Ja, det har de kære spanierne ganske fint styr på.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *