‘Rottehullerne’

 

Sidst jeg var hjemme i Danmark – hvor der jo findes en ganske stolt tradition for godt at måtte brokke sig over tingenes tilstand, brokkede jeg mig da også. Jeg brokkede mig over, at det efterhånden kostede 50 kroner at drikke en kop kaffe når man gik ud. At alle de små og gamle kaffebarer, værtshuse og forskellige former for ‘vandingshuller’, efterhånden var væk.

Det virkede som om, at alting enten var ‘big business’ – eller ‘no business’.

Det er ikke fordi, de gamle dage altid skal være de bedste. Men der sker nu noget helt kejtet, når store kapitalfonde opkøber gamle bygninger, laver lejemål der er så dyre, at de eneste der har råd til at leje dem, er store forretningskæder der sikkert selv er ejet af andre kapitalfonde. Det giver plads til ‘caféer’ hvor en kop kaffe koster stjernen af en Mercedes og hvor prisen på en fadøl kan give selv en svensker sved på panden. Det er blevet ‘kunstigt dyrt’ at gå ud og det har vel aldrig været meningen..

Det jeg vil frem tid er, at der ikke længere findes nogen ‘Rottehuller’. Steder hvor man kommer dumpende ind på almindelige hverdage, får sig en hyggelig snak med sine medmennesker, og kan slukke tørsten og spise en klemme, uden at skulle optage nyt lån i huset.

Flyttemand Olsen ville vende sig i graven…

Heldigvis er Spanien ikke hoppet med på det modeshow. Der findes nemlig masser af ‘Rottehuller’ hernede, hvis man ellers husker at kigge efter dem – og gerne vil opleve dem. Det er små, familiedrevne steder, hvor alle mødes og det halve af lokalområdets beboere er stamgæster. Der er intet at frygte; der er garanti for råhygge, underholdende samtaler og en familiær stemning der varmer helt ind i sjælen. Bedst af alt: alle er velkomne.

Det handler ikke så meget om designermøbler og fine menukort. Her kan det sagtens være en plasticstol man sidder på, eller en taburet der vipper på det ene ben. På disse steder er det mere ‘indholdet’ end ‘indpakningen’, det handler om. Det er det, der gør det sjovt at besøge dem. Første gang man kommer, bliver man kigget lidt an. Anden gang er gensynets glæde – og tredje gang, så er man en del af familien…

Rottehullerne er som den svenske allemandsret, hvor alle har ret til at færdes i naturen. Dette er den menneskelige allemandsret – et sted hvor alle har ret til at færdes, og hvor den eneste regel er, at man færdes i værdig respekt med hinanden. Det skaber en god stemning.

Hvis man først har fået øjnene op for idéen – og hvis man er heldig at kunne forstå lidt af det spanske der bliver talt mellem folk – så er de her jo alle sammen. Den rapkæftede Olsen, den forsigtige dyreelsker Clausen og den altid bedrevidende snushane og sladrehank Meyer. Personagerne er til stede, bare i spansk udgave – og så i levende live.

  

Det er det skønne ved disse Rottehuller. De er fulde af levende mennesker, der har deres daglige gang på den lokale. Det er ‘stedet-hvor-alle-mødes’. Fuld af personligheder, der på hver deres særegne måde, medbringer hver deres brik til et farverigt puslespil, man godt kunne kalde spisestuen i de små lokalområder.

Det er råhyggeligt når man først får foden indenfor. Og det bedste er, at det ikke er en serie man ser på TV, men faktisk noget der foregår ude i den virkelige verden. Det er hverdagen i Spanien, og den ligger lige nede, rundt om hjørnet, ved det lokale ‘Rottehul’…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *