‘Los Niños’ – En hyldest til barnlige sjæle

 

Som altid her i Spanien, så er de små detaljer ofte lig med gode oplevelser.

Forleden så jeg noget jeg har ikke har længe. To spanske knægte i den bedste lømmelalder, kører om kap på to gamle cykler. Hvinende rundt om boligblokken og forbi langsiden ved fodboldbanen i topfart, inden de kommer rødkindede og forpustede tilbage til startlinjen foran den lokale café.

Begge har sat et stykke pap fast i egerne, så de gamle cykler kommer til at lyde – næsten – som de vildeste og mest frådende motorcykler. Selvfølgelig har de det. For alle drenge har da prøvet at sætte papstykker i egerne – har de ikke? Det er bare så lang tid siden man har set det… Det var tiden før leg blev til noget der skulle foregå bag en skærm.

Et andet sted, ved en strand langt uden for byen, går en mand med sådan en metaldetektor. Bag ved ham, har 3 mindre børn fået en nysgerrig fært af hvad manden laver. Så de har fundet hver deres gren og går på rad og række bag ham, og søger med pindene henover sandet, mens de med munden laver de samme lyde som mandens metaldetektor…: ”Duuut, duuut, duuut…”. De skraldgriner over hele femøren og finder både guldstykker og begravede piratskatte i sandet! Det er fri fantasi uden gigabytes – og jeg kan ikke lade være med at grine lidt i skægget…

Når man først begynder at lægge mærke til det, så ser man det samme overalt. På boldbanen, på plaza’en, i parken eller bare nede på gaden. Det kræver ikke så meget: Giv ungerne en bold, og de moser lykkeligt rundt med hinanden i timevis.

Man bliver næsten lidt rørt, når man ser den slags. Fordi det er jo blevet nostalgi at se børn lege på den måde. Det var noget man gjorde engang – men som nu er ved at blive erstattet af noget andet. Noget digitalt. Noget stillesiddende. Og måske lidt ensomt, på en måde…

Så selv om ikke alle spaniere har råd til det fineste legetøj eller er i stand til at tapetsere børneværelserne med storskærme, så er det måske kun godt. For det fremmer tydeligvis kreativiteten og evnen til at ‘finde på’. Børn er vanvittigt gode til den slags, og skal have lov til det. Skal de ikke? Det er skidesjovt – og koster ikke en krone.

Så hatten af – endnu en gang. Et ‘OLÉ og en hyldest til spansk fantasifuldhed, til snotnæser, røde kinder, og måske en enkelt hudafskrabning der helt sikkert kan udløse både syltetøjsmadder og saftevand!

Og mest af alt: En hyldest til børn der stadig får lov til at være børn…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *