Roadtrip: Kunsten at købe brugt bil i Santiago de Chile

Tag med på en odysse rundt i Santiago de Chile i jagten på at købe en brugt bil til et roadtrip. Det skal vise sig at blive et studie i antikke salgsklicheer, smørglatte sælgere og et overdådigt udvalg af gamle vrag.

I vores jagt efter brugt bil har vi mødt både sigøjnere og charlataner, der ville sælge os hvad som helst. Sminkede lig og skramlekasser til salg for en slik. Junkede Jeeps, kiksede Kia’er og en svejset Suzuki. ”En eminent maskine,” siger sigøjneren. ”Se, helt nye dæk,” siger sælgeren med den skæve guldtand og et bredt slips, jeg ikke har set mage til i årevis. Brylcremen får hans sideskilning til at hænge tungt og hele denne mission med at købe brugt bil til at virke umulig og absurd.

Vi skal være i Chile i en længere periode og har brug for et køretøj. Vi skal langt ud på landet, helt op i bakkerne og ud ad de snoede grusveje. Det er dyrt at leje, så vi bliver nødt til at tømme sparegrisen eller suge på kassekreditten og købe en brugt bil, der skal være hele tre ting: bueno, bonito og barrato. Rejsebudgettet er skrabet, men måske kan vi sælge den bagefter. Der er mere end en million biler i Santiago. Helt præcist 1.490.951, siger seneste statistik, og efter blot at have shoppet rundt et par dage virker det mest som om, at de fleste af dem er til salg. Udvalget er simpelthen enormt.

Vi besøger byens mange ‘ferias de autos‘, et slags stort loppemarked for brugte biler. Række op og række ned, så langt øjet rækker, er her fyldt med brugte øser. Her finder vi færdselsfarlige Fiat’er, fartstribede Ford’er og frådende firhjulstrækkere. Her findes stort set alt, hvad der har fire hjul, både de der kan køre og de, der næppe kan klare den ud over kantstenen. Vi traver skoene tynde og møder den ene farvestrålende sælger efter den anden. Luften er tyk af vinylrens og plasticpadding, og jargonerne flyver rundt: ”Den er så god som ny!” Eller: ”se den flotte bilradio!” En anden sælger forsøger at overbevise mig: ”Denne her er helt nymalet,” men jeg ved jo, at det blot betyder, at det er rusten, der er blevet malet ovenpå – og at bilen skinner som et sminket lig.

Her i Chile er det langtfra alle, der kaskoforsikrer deres biler. Det er enten for dyrt, eller også får man det bare ikke gjort. Men når de store skader sker, skal man jo redde sin økonomi på en eller anden måde, og mange fantasifulde idéer bliver taget i brug for at få afsat de skadede biler. Der bliver svejset, spartlet og malet i flotte farver. Totalskadede biler opkøbes, lappes sammen og sælges til købere, der ikke ved bedre. Det er et kæmpe marked i en by som Santiago med mere end 7 millioner indbyggere.

Drengedrømme blev vækket af denne gamle amerikaner. Men vi skal rejse langt, og skulle helst kunne køre længere end 5 km på literen…

”Måske vi er gået helt forkert i byen?” siger min bedre halvdel. Området ved Santa Rosa er ikke et af Santiagos bedste kvarterer. På gaden ser vi mest oversminkede duller og grupper af unge, der gemmer deres ansigter under hættetrøjer. Gadekøkkener sælger fedtede empanadas og sandwicher med tvivlsomt indhold.

Vi bevæger os nordpå til de finere bydele med store autoforhandlere og masser af udbud. Men selv om Santiago har overskud af brugte biler, så er priserne højere her. ”Vi kan give Dem en god kredit,” siger den yndige, kvindelige sælger med de røde læber og en nedringet bluse. Vi kan få lov at betale over 60 måneder, men det går jo ikke. Vi er på rejse, og det er dét det hele handler om. Og at kunne blive ved med at rejse. Vi skal ikke ind i gældsfælden, selv om hun står der og lokker – ”fristelsens elskerinde” – med den store og knaldrøde firehjulstrækker. Jagten fortsætter gennem Santiagos uendelige kvarterer. Med bus, metro, taxi og til fods. Vi krydser bydele, vi ikke anede eksisterede, og lærer byen endnu bedre at kende. Vi holder pauser og spiser frokoster i små, interimistiske og maleriske lokaler rundt omkring i de bydele, der normalt ikke besøges af folk udefra.

Vi møder folk og fæ af alle slags, mest de sympatiske, ærlige og hårdtarbejdende chilenere af den såkaldte lavere middelklasse, der er gode mennesker og vil os det godt. Jeg bekræftes igen og igen i chilenernes menneskelige kvalitet, som er umiskendelig. Det er dét, der gør det til sådan en forbandet skøn oplevelse at rejse i dette land.
Og så er der jo altså lige bilsælgerne … Åbenbart en universel race, der sjældent vil en det bedste. Odysseen fortsætter gennem flere dage. Vi traver byen rundt og forsøger os med det ene salgstilbud efter det andet, hele vejen rundt i mægtige Santiago. Men menuen er den samme: Slatne slæder, udkogte riskogere og vakkelvorne varevogne. Det er dog utroligt, som denne by ikke kan byde på andet end vrag, når det kommer til at finde en brugbar, brugt bil, der er til at betale for menneskepenge.

Løsningen finder vi ved at droppe bilsælgerne. Ikke flere excentriske galninge, der ivrigt forsøger at forvandle rustne museumsgenstande til salgbare biler, med blot lidt spraymaling og andre snuptag. Ikke flere hajer og ikke flere halenegere. Det handler jo om at finde selve chilenerne. Ikke sælgerne, men ejerne selv. Man skal købe bilerne privat, selvfølgelig skal man det! Det har jeg jo vidst hele tiden, jeg har bare ikke brugt hjernecellerne. De private er ikke professionelle nok til at snyde, uden det nemt kan gennemskues. De private er nemmere at handle med, og i øvrigt mennesker, ganske ligesom vi selv er.

Vi finder frem til en ung mekaniker, der vil tage med os ud og lede, og går så ellers i gang med at gennemsøge de private bilannoncer i byens mange aviser og internetportaler. Det leder igen til møder med sjove og sympatiske mennesker, der fortæller os historien om, hvorfor de nu skal sælge deres bil. Vi kan selv vurdere situationen og begynde at vælge mellem et par mulige emner.
Planen virker, og allerede dagen efter finder vi den. Den står rød og flot ude foran et hus i et boligkvarter. Og den er hverken malet, lappet eller på anden måde maskeret. Det er lige, hvad vi skal bruge. Der kigges, fremvises og prøvekøres. Så snakkes og fortælles der, ikke mindst om prisen. Et par tal ryger frem og tilbage gennem luften, og til sidst deles et fast håndtryk … sådan!

Vi har fundet vores fire hjul – der alle virker – og som nu skal bringe os ned igennem dette lange og fine rejseland. Rejsen kan begynde.

One thought on “Roadtrip: Kunsten at købe brugt bil i Santiago de Chile

  1. Det er en rigtig god og sjov artikel. Så savner jeg lidt svar. Hvilken bil købte I? Hvad kostede den? Hvordan fik i fat på en rådgivende mekanikker? Solgte i den efter turen? Til hvilken pris.
    Vi tager afsted december 2019 og vil køre gennem landet. Det ser ud som om det er dyrt at leje bil, så vi skal nok kigge på at købe en – og vil gerne øse af jeres erfaringer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *