Spanske børn fik ‘kongeligt’ besøg

 

Helligtrekonger i Spanien er en fest. En stor og smuk fest. Af tradition, ganske vist en religiøs fejring, men Spanierne er som altid eksperter i at forvandle den slags gamle og religiøse traditioner, og gøre dem til farverige og flotte folkefester. Mest af alt er det børnenes fest. Det kulminationen og samtidig afslutningen på julen, og det er den største af juledagene her i landet. Der er her børnene får deres gaver, hvis de ellers har opført sig ordenligt og husket at stille mælk og småkager frem til de tre vise mænd – og gulerødder til deres kameler!

Helligtrekonger er jo religionshistorie, det er beretningen om de 3 vise mænd – de tre konger – om jesusbarnet, myrra, røgelse, guld og stjernen over Betlehem. I Danmark fejrede man også helligtrekonger i stor stil før i tiden. Med festlige optog i gaderne og behørig fejring af en af årets største hellige dage – en tradition der blev fejret i flere hundrede år, indtil omkring midten af 1800-tallet hvor traditionen begyndte at ebbe ud. Det siges også, at der dengang begyndte at være så meget fest, druk og uro i gaderne, at de lokale præster og myndigheder begyndte at forbyde festlighederne i de fleste byer. Der gik tilsyneladende for meget abe-fest i den, og en gammel tradition døde til sidst ud.

Men i Spanien fester man altså fortsat. Og sikke en fest. Børnene er i fokus og man benytter sig hele tiden af det smukke, spanske ord: ‘ilusión’, der endelig ikke må forveksles med det danske ‘illusion’. Ordet på spansk, betyder nemlig: håb, glæde eller opfyldelse af noget der er ønsket. At skabe ‘ilusión’ for de spanske børn, er at skabe drømme… Det er da ikke det værste man kan gøre. Utroligt som et enkelt ord kan fortolkes så forskelligt.

Så børnene fester og er glade, selv om de voksne også benytter lejligheden til at deltage. I de mindre byer er det børn og unge fra skolerne, der bygger store paradevogne i forskellige temaer – de fleste taget fra bibelhistorien, men der har også sneget enkelte andre temaer ind, som fx den lyserøde panter, Svampe-Bob og andre tegneseriefigurer. I de store spanske byer som Madrid og Barcelona, er optogene imponerende store og arrangeret professionelt i samarbejde med kunstnere, sponsorer og kommuner. Det er stort, imponerende og utrolig godt og kreativt arrangeret. I de største optog deltager mere end 2.000 aktører bestående af dansere, musikere og kunstnere – og antallet af besøgende tilskuere kan komme op imod en million.

Det vigtigste er ikke om det er religiøst eller ej, det gælder mere om at være sjovt og prægtigt. Det det hele handler om, er at lave flotte udklædninger og flotte paradevogne som så kører igennem byen. Der bliver så kastet slik og karameller ud til de ventende tilskuere, og det er jo alle byens børn ledsaget af deres forældre. En festlig og farverig tradition, hvor hele byen er med.

I bibelhistorien kom de tre konger jo rejsende på kameler. Og de steder her i Spanien hvor det kan lade sig gøre, er der også arrangeret kamel-transport til de tre som er udpeget til at være konger for aftenen. Så med hjælp fra dyreparker, zoologiske have o.lign. kan man også se ægte kameler cirkulere rundt i gaderne under byens palmetræer – det giver altså en god, eksotisk og næsten autentisk effekt på hele seancen.

Når optoget så er kørt, sætter familierne sig så ved de mange caféer og barer rundt om i byen. De små tæller dagens udbytte af slik, leger med hinanden – og nyder tydeligvis at det her netop er deres fest. De voksne sætter sig og får lidt at drikke eller lidt at spise, hernede sydpå hvor vejret er rimeligt foregår det udendørs på byens pladser og torve. Man benytter lejligheden til, endnu engang, at nyde lidt fælles socialt selskab, få sig en sludder og at skåle julen ud. Det hele virker meget rart, familiært og harmonisk.

Endnu engang må man konstatere at man forstår at feste i dette land, og man kan næsten ikke sige andet end: ‘Godt gået, Spanien’.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *