Lyden af Siesta

 

Siesta i Sevilla – en lille pause i storbyens liv. Jeg forsøger at få en middagslur, men byen bliver ved med at friste, og jeg kan ikke lade være med at nyde stilheden – og lytte til den.

Der er næsten stille i gamle Sevilla.

Det er siesta tid, og Andalusiens hovedstad holder en let og behagelig pause. Den ellers vibrerende og pulserende storby er på standby, klar til igen at udfolde sig – blot senere.

Men den ulmer stadig.

Som en stor motor, der kører i tomgang. Den er ikke slukket, ikke gået i stå – men heller ikke sat i gear. Den ulmer. Den slumrer og simrer, som en vulkan, der er i hi og hvert øjeblik kan eksplodere.

Der lyder en guitar et eller andet sted fra gaden. Der er én der øver sig i flamencospil. Skalaer pudses af, og et par enkelte akkorder afprøves. Det lyder simpelt, men godt. Det er som om lyden af guitar passer så godt til akustikken i disse små, smalle gader – lyden trænger hult igennem.

Her er næsten stille. Det summer lidt, og man kan høre få men tydelige lyde. Lyden af siesta.

En lille baby vågner fra middagsluren og græder et sted langt væk.

Jeg kan høre lyden af menneskestemmer summe et par gader væk. Nogle vasker op, jeg kan høre lyden af tallerkener der stables.

Der er fred, men ikke helt stille. Det normale høje lydniveau af byen er væk, trafikken er stort set standset, og hvis man lytter godt efter, kan man høre alle deltaljerne.

Lyden af stilethæle er begyndt at fange min opmærksomhed. Der er ikke langt imellem lyden af spadserende kvinder, men det er jo en behagelig lyd. Man kan ligefrem forestille sig de velklædte andalusiske kvinder bevæge sig gennem byen med en vis ynde og elegance.

Nu lyder kirkeklokken, klokken er ved at være 5. Klokkerne slår hver halve time her omkring. De lyder hult og lidt voldsomt, men klokkerne giver en følelse af fjern fortid som – her blandt alle de gamle huse – passer godt til byens stilstand lige nu.

Lyden af øltønder er her også. Fra baren på sidegaden kan jeg høre tjenerne skifte ankre af øl. Ikke en høj ubehagelig lyd, men snarere lyden af stille aktivitet – som imellem to halvlege.

Nu er kl. allerede 5 og jeg har efterhånden opgivet at få sovet min middagslur. Jeg sidder blot her og lytter til verden. Og nyder freden.

Måske jeg skulle åbne en kold øl?

imagen_palmas_bnNabokonen er på spil. Hendes metal-skærer stemme ryger ud af døren og ud i opgangen, hvor den forstærkes af de gamle mure og højden til loftet. Hun råber noget til sin besøgende, der allerede er gået ned ad trappen og ud på gaden. Hendes ord bliver hængende i opgangen, bremses af den lukkede gadedør – og kastes rungende tilbage op mod vores lille lejlighed.

En knallert fræser forbi på Adriano-gaden. En af disse små 50cc knallerter, der presser al sin kompression ud igennem et lille og meget kort udstødningsrør, uden særlig lyddæmpning. Man kan høre den hele vejen ud til ringvejen.

Så falder lyden ud og overtages af en hund der gør. Det lyder som en stor hanhund, der lige er vågnet af middagssøvnen. En tung, dyb og lidt søvnig WOF… Det bliver ikke til mere end et par kraftige bjæf, og det lyder nu mere som om han er fortsat med middagsluren…

En due basker forbi vinduet – efterladende en lyd af dovne, flappende vinger.

Et øjebliks stilhed. Tilbage til stand-by tilstanden.

Lidt småsnak. En kaffemaskine der brygger i et køkken tæt på.

En gadedør åbnes blidt og lukkes med den største nøjsomhed. Ikke som vores nabokone, der åbner og lukker med et smæk.

En scooter passerer nu. Men det er tydeligvis en Vespa, lyden er mere moderat end de små knallerter. Ikke så høj i tonen og slet ikke generende.

Den lille sorthårede servitrice i baren fra i går huserer stadig i min underbevisthed. Jeg må se at komme tilbage og drikke et glas Rioja og nyde synet af hende, når hun står i det åbne køkken og laver ‘salmorejo’.

En garagedør åbner. En bil starter. Et ungt par kører bort i en lille åben sportsvogn. Zoommm… Døren lukker igen og tilbage til stand-by.

Kl. er nu 17.30, og nu begynder dette fantastiske gyldne aftenlys at trænge ned i lejligheden via husmuren overfor. Jeg tror sjældent jeg har oplevet et lys så flot og så gyldent som på denne solbeskinnede novemberdag. Det er så gyldent og varmt at man får varmen blot ved at se på det. Det er ikke temperaturen der varmer, det er tonen og farven.

Jeg går ud på balkonen og ser straks den specielle blå farve som himlen får, når solen står lavt. En mørk og meget kraftig azur-blå farve, der får himlen til at se voldsom og dragende ud.

En bil standser, og en far med hans to små døtre stiger ud. På gaden står to ældre damer og venter. Mødet med bedste- og oldemoderen er rørende. De to små børnebørn smækkysses så det kan høres helt herop. Det er fire generationer der mødes her, gensynet er glædeligt, og det er varmt og pragtfuldt at se på.

Efterhånden begynder gadebilledet igen at blive fuldt af liv. Der er mennesker overalt og larmen begynder. Bilerne, trafikken, snakken, folk der råber, raslen med kopper og glas fra barerne og caféerne. Slumre-tilstanden afløses af begyndende aktivitet. Som en stor motor der startes op og får det hele til at køre. Nabokonen er begyndt at råbe igen efter middagsluren. Siestaen er slut og aftenen er kun lige begyndt. Sevilla syder igen…