‘Undskyld, De kunne vel ikke fortælle os vejen til Montevideo’..?

Historien om et lille land i det østlige Sydamerika, der har så meget at byde på – og så lige et smut rundt om Samsø…

Min morfar Alfred havde engang en konservesfabrik på Samsø. Han var lidt af en verdensmand og tog ofte helt til Jylland for at opkøbe grønt hos bønderne og for at etablere kontakter med det lokale forretningsliv.
På rejsen til Jylland var han ofte i selskab med Thordrup, som også var samsing og handlende i hårshampo og andre sæbeprodukter. De var begge lidt af nogle charmører og verdensmænd, der godt kunne lide god mad og ikke mindst en lille én. Når de så havde spist en god portion flæskesteg på en af kongens færger og havde drukket rigeligt dertil – satte de hinanden godt i stævne. De var begge velklædte i habit og med blød hat, og sammen kørte de i Alfreds store Ford mod nye horisonter. Jeg tror nok, de havde mere sjov og spas, end de rent faktisk gjorde noget ved forretningerne.

Men hvor om alting er, så går denne historie på, at Thordrup og Alfred skulle til Herning. Da de kører igennem en lille landsby, standser Alfred Ford´en ved et lyskryds, og Thordrup ruller vinduet ned, stikker hovedet ud og spørger en lille ældre dame, der passerer på fortorvet: ”Undskyld frue, men De kunne vel ikke fortælle os vejen til Montevideo..?”

Dette var i tressernes Danmark og var, dengang, nok tæt på at være lidt uden for gængs etikette. Historien om, hvor meget der blev grinet, både i Herning og på Samsø, har været fortalt mere end flere gange ved middagsborde rundt omkring i familien. Men lige siden jeg hørte historien første gang, har Montevideo og Uruguay altid ligget på ønske-rejselisten.

foto1 Montevideo

Montevideo
Montevideo er fantastisk at besøge. Den er gammel, smuk og original. Også noget forfalden. Den sidste tids økonomiske kriser har været hård ved landet Uruguay, og man kan tydeligt se, at folk ikke har meget at rutte med, når man rejser rundt i landet.
Montevideo med dens gamle bygninger og gamle biler kan næsten minde om Havana på Cuba. Majestætisk og imponerende, men også noget slidt i kanten. Men for mig er det smukt, jeg elsker at opleve de efterhånden sjældne steder, der ikke er befængt med moderne indkøbscentre, amerikanske burgerbarer og glimtende konsumhelvede.
Her i byen er det små gamle butikker med hvert deres udvalg, caféer med gamle mahogni-diske, hvor der sælges dejlig stærk og velsmagende kaffe, flotte teatre, der stadig emmer af storhedstid, små spisesteder, der serverer lækre ‘chivitos’. Byen er nok gammel, men ‘Ciudad Vieja’ – den gamle bydel – er næsten et museums-stykke. Skønt at vandre rundt i en svunden tid.

‘El Puerto’ – havnen – er en oplevelse værd, ikke mindst det gamle marked, der er fyldt med små spisesteder, hvor maden tilberedes over åben grill, og hvor man både kan se og ikke mindst dufte de store saftige bøffer.
Der er præsidentvalg i Uruguay en af dagene, og overalt i byen ser man forsamlinger af byboere, der diskuterer, holder møder, taler og protesterer. Det er tydeligt, at folk er politisk interesseret, og jeg har sjældent set en så meget engagement i forbindelse med et præsidentvalg, et fredeligt engagement, vel at mærke. Det giver et behageligt liv i gaderne.

foto4 Cabo Polonia
Næsten samtidigt spiller Uruguay fodboldkamp mod Costa Rica. Det er den sidste kamp, der skal afgøre, om Uruguay skal deltage ved næste års VM. Pludselig, i halvanden time, ligger gaderne øde hen. Alle er samlet på caféer eller sidder hjemme i de TV-blå stuer. Byen går fuldstændig død.
Indtil der scores…..og et jubelskrig gennemstrømmer byen. Uruguay vinder, og stikket bliver sat i igen. Byen vågner, og der bliver festet igennem med råb og skrig, dyttende og tudende biler, og lykkelige uruguayanere løber, kører og danser rundt med store hvide og lyseblå nationalflag. Socialist-kandidaten vinder præsidentvalget, de blå-hvide vinder fodbolden – og det er i et sus af rus, vi nu tager ud mod kysten.

Atlanterhavet
Uruguays Atlanterhavskyst er nok den mest charmerende kyststrækning, jeg har oplevet. Og så er den så varieret. På trods af mange anbefalinger, skipper vi resort-byen Punta del Este og vælger en lille by på kortet: La Paloma. Vi vil jo have fred og ro, og ikke glitter og glamour. Måske er det en fejl, men nogle gange må mange bare vælge og prioritere på en rejse.

foto7 Atlanterhavskysten
Vi hopper på en bus på den flotte busterminal i hovedstaden og sætter kursen mod kysten. Bussen er behagelig. Fyldt med folk, der sludrer, og to chauffører, der skiftes til at køre og servicere under køreturen. Der standses overalt, nye passagerer samles op i små landsbyer – og stemningen i bussen er bare behagelig og rar.
Hovedstadens boulevarder og høje huse afløses ret hurtigt af et grønt og frodigt landskab.
Der er noget originalt ved det her sted. Ikke så meget påduttet og plastisk fantastisk. Uruguay virker som et originalt sted, et sted hvor folk bare er som folk er. De lokale er nysgerrige over for de besøgende. De er dannede og høflige og behandler os godt.

Og så er de vidende. Et par hyggelige tømrer-svende spiser frokost i et lille lokalt spisehus, og vi falder i snak. De kender til Danmark og spørger til, hvordan det går med Christiania.
La Paloma viser sig at være en mindre badeby, med sandede fyrretræslunde i baghaven og store brede strande ud mod det brusende Atlanterhav. Lave huse og sand i gaderne. Heldigvis er vi her uden for sæsonen, og landsbyen emmer af doven ro og fred.

Det samme gør de andre små landsbyer, der ligger som perler på en snor op langs kysten; La Aguada, Costa Azul, Valizas og Aguas Dulces. De to tømrer havde meget sigende sat deres pegefingre op foran munden og sagt til os: ”Schhhh – de her små steder er stadig lidt af en hemmelighed…I må ikke fortælle verden om os….”

Transportmidler af den sjove slags
Vi lejer en scooter og kører nordpå langs kysten. Og selv om scooteren både er lille og kinesisk bygget, så går det strygende med vind i håret og det grønne sceneri, der suser forbi. Pludselig er vi forvandlet til et par ‘Easy Riders’, der brøler afsted ud mod friheden mod nye eventyr. Sådan, stemningen er sat, og humøret er i top.
Grønne bakker og gule kornmarker. Det ligner jo næsten Samsø, det her. Men det er det ikke, for pludselig dukker der en palmelund op. Så en gammel Chevrolet fra halvtredserne med vaskeægte ‘mate’-drikkende Gaucho. I skovene flyver eksotiske fugle, og på stranden vrimler det med søløver og hvaler i sæsonen.
Vi når til Cabo Polonia: Et lille landsbysamfund ved havet, som efter sigende skulle huse en masse gamle hippier og kunstnere. Dem må vi ud og se.

foto3 Sandbussen til Cabo Polonia

Men for at nå frem til landsbyen, må vi stille vores tohjulede og hoppe op i en specialbygget bus, der kan køre helt frem til byen. Cabo Polonia ligger nemlig gemt bag flere kilometer af store sanddyner, og den eneste måde man kan komme frem på, er ved hjælp af store firehjulstrukne køretøjer. De fleste busser er gamle, aflagte militærkøretøjer, hvor man sidder på ladet på bænke eller i gamle stole.
Vi får plads i en ældgammel Dodge 6×6 militærlastbil, hvor vi, stuvet sammen på ladet med andre rejsende, bliver transporteret gennem de store sandklitter. Op og ned gennem klitterne ad snoede hjulspor, ind igennem skoven og ud mod havet. Den gamle Dodge arbejder sig gennem sandet, så man høre alle 8 cylindere synge.
“Det er en rigtig drengerøvs-tur, dét her”, siger min kone, men jeg kan se, hun selv nyder det med et stort grin om munden. Jeg selv synes, at det er det rene ‘Wild West’ dét her, og begynder at tænke på, om jeg mon ikke skulle slå mig ned som buschauffør her på den uruguayanske østkyst.

Det unikke – og det overraskende
Uruguay er lidt af en ener på mange måder. Det overrasker hele tiden. Man tror, man er i Sydamerika, og alligevel er befolkningen, stemningen og naturen næsten europæisk.
Og netop som man tror, man befinder sig i Italien, eller i en andalusisk landsby, så vender billedet pludselig igen, og man ved bare, at man er i eventyrlige Sydamerika. Som når man kommer så tæt på en søløve, at man kan lugte dens dårlige ånde. Eller når man ser grønne papegøjer sidde på terrassen og nette sig, eller meterlange firben lunte rundt i skoven.

Vi ser på store træer, men får at vide, at det faktisk er buske. ”Olmu-træet” kan vi finde, når man sejler ind gennem floderne og ind i skoven. De store, krogede buske, som kan nå næsten 20 meter i højden, siges at være op til 500 år gamle og findes kun i Uruguay og Argentina. Når man går rundt mellem de gamle snoede stammer, føles det som at befinde sig i en troldeskov eller i en scene fra Ringenes Herre.

foto5 Olmu-skoven

Selv når vi skal spise, bliver vi overraskede. Ikke bare af de enorme bøffer, man har for vane at svinge over disken her, men også langt ude på landet, i de små afsidesliggende landsbyer, kan man få positive overraskelser. Som da vi efter en lang dagstur gennem støvede landdistrikter ikke kunne finde et eneste sted at spise, fordi det var uden for sæsonen, og alting var lukket.

Ved noget, der ligner en gammel firelænget bondegård, ser vi et skilt, hvorpå der står ”spisehus”. Stedet ser lukket ud, men vi tager chancen og åbner hoveddøren. Og ind kommer vi, til en gammel hacienda i ægte kolonistil. Vi træder ind i en gårdhave, belagt med brosten, blomster over det hele og en gammel brønd i midten. Hele vejen rundt stod borde og stole, og folk der sad og spiste. Det var charme og råhygge ved første øjekast.
Vi blev mødt og budt velkommen af et par unge mennesker, der fortalte, at de havde købt stedet for et par år siden som en ruin, og nu forsøgte de at lave den gamle gård om til hostel og spisested. Vi spurgte, om køkkenet var åbent, og det var det. Det viste sig, at den ene af de unge iværksættere var gourmet-kok, og han tilberedte mad, der kunne tiltrække gæster.

Således fik vi på dette rustikke, gamle sted midt ude i ingenting serveret de lækreste fiske- og pastaretter, man kan forestille sig. Èn af de overraskende og positive oplevelser, man får, når man bevæger sig væk fra turistområderne og tør prøve sig lidt frem på rejsen.

foto6 Montevideo

Hasta Pronto – Uruguay
Vi er blevet hængende her på kysten, og tiden er gået. Vi havde egentlig planlagt at se mere af landet, men tilbage i La Paloma skete der dét, som jo kan ske, når man rejser lidt improviseret; vi valgte at blive hængende et sted.
Vi havde fundet et dejligt sted at bo ved havet, og vi kunne simpelthen ikke få os selv til at tage derfra. Afslappede dage med bøger og gåture, møde med de søde lokale mennesker, vende tilbage til det samme spisehus hvor madmor møder én med genkendelsens smil.
Men der er så meget, vi slet ikke har fået set. Bare her på kysten kunne jeg sagtens have brugt et par uger mere. Og så er der hele det indre Uruguay. Ind til skovene og det grønne bakkelandskab. De små landsbyer og de termiske bade. Grænselandet op mod Brasilien. Det rige fugleliv. Og alle gauchoerne med deres kvæg og heste. Den gamle smukke koloniby Colonia. Uruguay er et lille land, men det smager af mere.
Men i det mindste kan jeg nu sige, at jeg har vist vejen for Thordrup og morfar Alfred….helt til Montevideo…!