Chile i knæ – historien om et jordskælv

Lørdag d. 27. februar 2010 kl. 03:34 rammer jordskælvet Chile, og landets til dato største naturkatastrofe er en realitet. Jeg befinder mig i en hytte i Los Lagos-regionen lige syd for de ramte områder og sender her en beretning om de første dages oplevelser ved at være tæt på begivenhederne – og katastrofen.

Dag 1 – lørdag
Vi bliver vækket ved halv fire-tiden om morgenen ved at huset ryster. Ikke sådan som det sædvanligvis gør, når det stormer kraftigt, i dag er det som om huset gynger og svajer – som om det bliver løftet op og svinget et par gange frem og tilbage. Det varer i et par minutter, men det føles som timer. Der er ingen tvivl: Det her er jordskælv.
Vi står op, men der er ingen elektricitet. Ingen lys i lamperne, ingen radio, intet vand i hanen. Der er mørkt i huset. Jeg går ud på terrassen og kigger ind mod byen. Der er total mørke overalt, ikke et gadelys og intet tegn på liv inde fra byen. Der er helt klart noget galt.
Vi finder et stearinlys og får lys i huset. Tænder for radioen, men der er jo ingen strøm. Tænker ikke klart. Kommer i tanke om min lille mp3-afspiller, der har en FM-radio. Jeg tænder og finder den eneste radiostation der fungerer, Radio Bio Bio, der fortæller, at der er jordskælv, det er kraftigt, broer er faldet sammen, veje er ødelagt osv. Nyhedsdækningen er sporadisk og usammenhængende, journalisterne taler med ophidsede og nervøse stemmer. Vi lytter længe nok til at vide, at epicentret er i nærheden af byen Concepcion, men i øvrigt strækker sig helt fra Santiago og 800 km sydpå. Vi er 200 km væk.

573_chile_i_knae_-_foto_5

Kontakten til familien
Vi modtager en sms fra min kones søster, der spøger om vi er ok. Det er ikke en besked vi plejer at få, så vi ved, at der må være noget galt. Vi prøver at svare, men kan ikke komme igennem. Der er kaos på mobilnettet. Vi prøver igen og igen, både til min kones familie i Santiago og egen familie i Danmark. Intet virker, heller ikke internettet. Jeg er træt og i øvrigt også forkølet. Det eneste jeg kan tænke på er at få varmet vand til en kop kaffe. Jeg går ud og henter vand fra en regnvandstønde (vi har intet vand i hanerne) og får sat vand over gasblusset til kaffe. Det hjælper til at klare hovedet lidt og få lidt varmt ned i halsen. Der er fuldstændigt stille udenfor. Ingen biler på vejene, intet lys i byen og intet liv i hverken strøm, mobiltelefon eller noget som helst andet. Stemningen er uhyggelig.
Det begynder at lysne, og det hjælper lidt på det hele. Vi får endelig en kort besked igennem til vore familier via mobilnettet, og efter nogle timer kommer der også strøm igen. Nu kan vi tænde for fjernsynet og få information. Det chilenske statsfjernsyn TVN fortæller, at det drejer sig om et jordskælv med styrke 8,8 på Richter-skalaen. Det sjettestørste jordskælv i historien. Mange gange kraftigere end det der lige har været i Haiti.

Dødstal og uhyggelige billeder
Kl. er 10:30 og de siger, at dødstallet er 72. Hernede i Chiles 10. region er alt roligt. Det virker nu, som om at alt er normalt, men alligevel er det lidt for stille overalt. Det føles som en falsk ro. I TVN fortæller de, at Santiagos internationale lufthavn er lukket. Vi skulle have været rejst nu på torsdag, men besluttede for få dage siden at udskyde hjemrejsen til sidst på måneden. Det er rent held, at vi ikke er rejst til Santiago.
Kl. bliver 14:00 og dødstallet er nu 114. Billeder fra de forskellige reportagehold på TV begynder at komme ind fra forskellige zoner i landet. Og de er ikke kønne. Det er billeder, der viser ødelagte veje, nedstyrtede broer, smadrede huse og folk indespærrede i sammenstyrtede bygninger.
Kl. er 16:00 og dødstallet er 142. Dagen går med mere information og billeder fra TV-holdene, der langsomt kommer ud til flere og flere områder. Billeder der i øvrigt tyder på, at katastrofen er værre end man overhovedet kunne forestille sig.

c23_22449061

Vi finder lidt mad frem fra skabet. Vi har ris og lidt frossent kød, der er halvt tøet op pga. strømstoppet. Vi laver mad og falder lidt til ro. Ringer til familierne igen og får bekræftet, at alle har det godt. Det er det vigtigste. Det er utroligt, som man i en situation som denne føler behovet for at være i kontakt med familien, vennerne, naboerne. Man føler sig meget, meget alene.
De melder om efterskælv i nyhederne. Det seneste på 6,2. Det her er næppe overstået endnu, tænker vi. Vi beslutter os for at pakke en taske med de mest nødvendige effekter og dokumenter, som vi stiller ved hoveddøren, så vi er klar til at rykke ud med kort varsel. Det føles meget underligt at pakke den taske.
Det er tidlig aften, men vi er trætte. Vi har ikke lavet noget som helst hele dagen, men er udmattede af hele tiden at være spændte og på vagt. Nu taler de om tsunami og flere efterskælv, men vi kan ikke holde til at høre på mere. Vi går i seng og falder i dyb søvn.

Dag 2 – søndag
Dagens store overskrift er tsunamien. Et tsunami-varsel blev afblæst i går, men nu viser det sig, at den alligevel har raseret kysten. Øjenvidner beretter om 15 meter høje bølger, der skyllede ind flere steder langs kysten. Flere små landsbyer, badebyer og fiskersamfund er simpelthen skyllet væk. Det er ganske få billeder vi får fra reportageholdene, men dem vi får er forfærdelige. Huse og biler befinder sig i havet, mens skibe og fiskerbåde ligger smadrede på land. Det er en omvendt og grotesk virkelighed det her.

Mangel på overblik
Hvorfor blev tsunamien ikke varslet? Ingen på hele den ramte kyststrækning fik besked. Man søger ansvarlige, men man får ikke svar her midt i alt kaosset. Regeringen mødes med søværnet, alle statslige organisationer holder nød-møder, og det virker som om ingen kan finde ud af noget som helst.
Chile har jo netop haft valg og er midt i et regeringsskifte. Den gamle socialdemokratiske regering med præsident Michelle Bachilet i spidsen træder af 11. marts – om blot få dage – og den ny højreorienterede præsident Sebastian Piñeira træder til. Midt i denne overgangsperiode er de to præsidenter tvunget til at arbejde sammen i nødens navn, hvad enten de vil det eller ej – og jeg tror nok det er lidt svært at få kickstartet et godt samarbejde med kort varsel.
Elektriciteten går igen. Telefonerne virker kun af og til. Det hele virker så ustabilt. Vi overvejer at køre til byen for at købe ind og tanke bilen, men får at vide, at de fleste butikker er lukkede og at der heller ikke er benzin. Vi bliver hjemme og holder os i ro. Vejret er roligt. Det er lidt tåget og meget stille. Lidt for stille efter min mening.
TVN melder om mange efterskælv, 110 i alt! Ethundredeogti! Flere billeder fra de oversvømmede kystsamfund. Dødstallet oppe på 708, og noget tyder på, at det kun er toppen af isbjerget.

572_chile_i_knae_-_foto_4

Dag 3 – mandag

Her på tredjedagen i Chile er det nu ikke længere selve jordskælvene, der er problemet – men derimod alt det kaos, der følger med i kølvandet.
Der er de fysiske ting: Ødelagte veje, nedstyrtede broer, lukkede lufthavne, smadrede supermarkeder og mangel på vand og strøm. Der er hospitaler i de værst ramte regioner, der er ude af funktion, og i det hele taget virker det, som om man endnu ikke har overskuet, hvor alvorlig situationen egentlig er.
Chile er jo, geografisk set, et kæmpeland. Der findes så mange små hjørner og samfund i dette land, at det næsten er umuligt at få et hurtigt overblik over, hvor mange steder der er ramt af jordskælvene. Man ved selvfølgelig hvor epicentret ligger og at katastrofen har ramt et område fra Santiago og ned til Chiles 9. region, der er en strækning på næsten 800 km. Men ud over de store byer, som selvfølgelig er hårdt ramt, så er flere af lokaliteterne i området små samfund på landet og langs kysten. De fleste af disse små samfund har siden i lørdags været uden kommunikation. Man ved simpelthen endnu ikke, hvad der er sket i disse småbyer, det tager tid for TV-hold og pressen at nå frem til disse svært fremkommelige steder, og det betyder, at man faktisk ikke aner hvor stor katastrofen er.

Det sociale jordskælv
Et andet stort problem er befolkningens reaktion på hændelserne. Den menneskelige måde at reagere på i situationer som denne viser sig i alle typer ansigter. Der er en tydelig angst og desperation hos folk, der har mistet deres huse – eller måske deres familiemedlemmer. Desperationen ses også hos folk, der ikke har vand, fødevarer eller medicin. Men der er også en tydelig panik, som er ved at sprede sig overalt, også blandt folk, der egentlig ikke er ramte, men som hører om alle elendighederne på TV og radio. En chilensk journalist beskriver fænomenet som en ”kollektiv psykose” eller et ”socialt jordskælv”. Folk hamstrer fødevarer og benzin i ren panik, hvilket gør, at både supermarkeder og benzinstationer tømmes og må lukke. Selv hernede i Chiles 10. region, som næsten ikke har været ramt af jordskælvene, er det i øjeblikket umuligt at købe benzin, fordi folk har hamstret.

Anarki og militær
I de større byer i de berørte zoner nærmer tilstanden sig rent anarki. Folk i byen Concepcíon bryder ind i supermarkeder (der ikke kan åbne pga. strømsvigt) og plyndrer simpelthen varer fra hylderne. Mest kvinder og mødre, der skal bruge mælk og bleer til deres småbørn, og andre der plyndrer fødevarer, fordi de ganske simpelt ikke har noget at spise og drikke.

0002004856

Og så er der bøllerne. De asociale tyveknægte. Dem der ikke kan lade være med at udnytte situationen. Folk der benytter enhver lejlighed til at plyndre butikker for fladskærme, vaskemaskiner og alt muligt andet. Der er familier, der har forladt deres sammenstyrtede huse, hvorefter andre kommer til og raserer husene for alt hvad der findes af værdi. Befolkningen kan se det hele på TV, og de er vrede. Der hersker en lynch-stemning, og de frustrerede husejere ønsker død og ødelæggelse over de kriminelle. Sågar i en sådan grad, at nogle ønsker militærstyret tilbage. Det er frustration og kaos i en forfærdelig blanding. Det er menneskelig elendighed, når det er allerværst at se på. Det er menneskelig eksistens, der pludselig er tilbage i stenalderen. Hvor får man varme? Vand? Ild? Mad? Det menneskelige koncept for det 21. århundrede er væk, og vi er ”back to basics”.
På den anden side kan man også opfatte, at der er folk, der ikke ønsker militæret indblandet i hjælpearbejdet. Selv om man tænker helt objektivt og ved, at militæret er uddannet og udstyret til at hjælpe til i præcis disse situationer, så er der alligevel folk, der hellere ser alle problemerne klaret uden militærets indblanding. Og det viser nok noget af det traume landet stadig har efter mange år med militærstyre. Man har set tilstrækkeligt med billeder i dette land af folk i militæruniformer, mener mange.

soldados-seguiran-afectadas-terremoto-Chile_239086382_69794077_667x375

Moder Natur raser
Umiddelbart virker det ikke som om der kommer flere voldsomme efterskælv her i vores område. Vi begynder at falde til ro og kan ane en smule normale tilstande. Men så får vi en skræmmende oplevelse hen under aften. Det er ellers en helt klar aften, men pludselig trækker der sorte skyer op på himlen. Helt sorte. Som om de kommer ud af ingenting. De begynder at lyne. Voldsomme lyn, kuglelyn, vandrette lyn – jeg har aldrig set noget lignende. Som en elektrisk storm på himlen, men uden tordenbrag og uden nedbør. Det virker ret unormalt, og vi kommer alle til at tænke på de mange vulkaner vi har hernede. Er de ved at vågne? Kan jordskælv længere nordpå provokere seismisk aktivitet her i vores baghave?

foto_0000000920150220153402

Naturen er så smuk hernede, og nu er den pludselig så rå og brutal. Jeg kan ikke tænke mere. Det er jo ren spekulation, og sker der noget, så vil det ske uanset hvad jeg gør. Jeg kan ikke gøre andet end at håbe og ønske at alting går godt og snart normaliserer sig. Jeg tager en stiv whisky og går på hovedet i seng. Vi er i live – og i morgen er der atter en dag.

 

Fotos: El Mercurio

2 thoughts on “Chile i knæ – historien om et jordskælv

  1. Rigtig flot beskrivelse af jordskælvet, men jeg er ked af at rette påstanden om den var den største jordskælv i Chiles historie. Den største i verdens historie var Jordskælvet i Valdivia (Chile) med magnitud 9,5 i Richter i maj 1960. Tsunamien efter det, slettede flere byer fra Chiles kort.
    Det i 2010 var det andet største.

  2. Hej Alfredo,
    Mange tak for din kommentar, du er jo en af dem der ved rigtig meget om Chiles historie. Og du har ret, at jordskælvet i 1960 var det største jordskælv Chile har haft.
    Men læg mærke til, at jeg i historien ikke skriver at det var Chiles største jordskælv – men derimod største naturkatastrofe. Det mener jeg faktisk det var, selv om det kan diskuteres. Tsunamien der var ødelæggende, simpelthen fordi Chile var meget mere udbygget og beboet i 2010, end i 1960. Plyndringerne der fandt sted osv., kaoset med mere biltrafik osv osv. Men sikkert er det, at det var en uhyggelig oplevelse, både i 1960 og i 2010 – og lad os håbe der ikke kommer flere af den slags.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *