Om at dreje til venstre i stedet for til højre. Om at navigere spontant på rejsen. Om de simple glæder og kunsten i at finde rejseoplevelser der er originale og seværdige – fordi de netop er sig selv, særegne og smaskfulde af charme.

Mar del Plata i Argentina ligner en engelsk badeby, forklædt i tango og mørke moustacher. Fine damer med opsatte hårpragter, spadserestokke og besløjfede puddelhunde på udendørs restauranter og langs strandpromenader.
En by ved havet der emmer af nostalgi og stribede badedragter. Et sted med candyfloss, pariserhjul og store moler bebygget med forlystelser og restauranter. Lidt slidt i kanten og med synlige tegn på at det snart er mange år siden stedet var en rigtig fashionabel badeby.

Bus 419 fra centrum kørte ikke mod stranden som vi troede – men derimod til havnen. Vi følger med og ser hvad der sker. Dagens plan om at tage på stranden er allerede gået op i hat og briller. Hvor skønt! Rejseplaner er jo til for at blive brudt og ændret hele tiden.
Hvordan skulle man ellers få mulighed for gøre det uplanlagte og at se det uventede? Rejsen går jo derhen hvor nysgerrigheden og rejselysten peger. Ikke kun de steder som guidebogen befaler. Det gælder jo om at snuse sig frem. Eller at sanse sig frem. At få en fornemmelse for det sted man besøger og så ellers lade sig guide af spontane beslutninger og pludselige indskydelser.

”El puerto ligger derovre” siger chaufføren da vi står af, og peger med en lang finger over på nogle gamle toldbygninger. Jeg undrer mig over at der tilsyneladende er fri adgang til havnen.
Ingen bomme, toldkontrol eller andre ting der så tit kommer i vejen for at kunne besøge havne rundt omkring i verden. Men det er typisk for Argentina – det er et land hvor adgang er tilladt og hvor der generelt ikke er så mange forbud mod alting. Det lover godt.

Jo, den er god nok. Havnen viser sig at være en åbenbaring i skægge ting at se. Det er tydeligt at havnen her er en ”rigtig” havn. Altså ikke en lystbådehavn eller en marina med luksusyachter.
Det er en fiskeri- og industrihavn. Med store trawlere, slæbebåde og andre sjove fartøjer liggende til kajs. Her er små værfter hvor tilsodede mænd arbejder med svejsning og pladebankning. Her er fiskeauktionshuse og kontorer i små lave huse.

En gammel kran er ved at læsse grus fra en pram, og den hurtigtgående toldbåd ligger ud for bygningen med det argentinske flag. Der er liv og trafik her. Både på land hvor der arbejdes og i vandet hvor kuttere, trawlere og andre fartøjer konstant sejler ud og ind af det lange havneindløb. Det er lang tid siden jeg har set så meget aktivitet i en havn, og samtidig kunne overvære det på så tæt hold. Det er næsten som da man i Danmark fragtede varer med små coastere og ikke kun med lastbiler. Det er skønt at se.

Og så er der søløverne! De store skinnende dyr har taget havnen til sig, og de svømmer rundt overalt eller ligger og dovner i solen på bolværket. Her må være i hundredevis af søløver.
Gadehundene (som i Argentina ofte er både store, flotte og velnærede) er her også. Af og til kan det komme til ret heftige skænderier om de bedste solpladser på molen mellem de gøende gadekryds og så de store, skinnende løver fra havet.

En mere end almindeligt stor hættemåge, med et olmt udtryk i ansigtet, har kursen lige mod mig. Den vender i solen, stikker kursen af, dykker… og sender en byge af stinkende mågeklatter afsted mod fortorvet lige ved siden af mig. Klask, klask, klask. Jo, er man glad for dyr – så er her masser af gratis underholdning.

Midt imellem dieseldunkende kuttere og anmassende dyrearter, finder man små oaser af primitive spisesteder og kaffebarer. Små barakker og simpelt indrettede lokaler, som mest benyttes af havnens arbejdere. Men her er også enkelte turister og folk fra byen der bruger havnen som udflugtsmål. Her spiser man helhjertede og simple retter til billige priser, eller man kan købe sig en stor flaske kold Quilmes øl eller en kop dampende argentinsk kaffe. Havnearbejderne kigger på mig, gringoen, der pludseligt dukker op i dette sceneri. Men de er fredelige og smiler over hele femøren når jeg hilser med et: ‘Buenos dias’.

Skyerne driver væk, og folk har sat sig på en trappe der fører helt ned til molen for at slappe af og nyde forårssolen der varmer dejligt. Her står Giuseppe. Giuseppe er harmonikaspiller og synger ballader og hjerteskærende ”boleros” for derefter at lade hatten gå rundt. Man kan også købe hans helt nye CD. Det gjorde jeg selvfølgelig, men den var desværre tom da jeg senere skulle høre den hjemme i Danmark. Jeg sender Giuseppe en tanke hver gang jeg hører lyden af ingenting.

Af havnens personligheder er Pedro ikke den eneste. ”Beto” må absolut være stedets ”Godfather”. En måske 300 kg tung og gammel han-søløve, der er blevet fiskernes maskot. Han ser frygtindgydende ud og ligner en af Neptuns krigere der er kravlet op på molen.
Men gamle Beto fodres med skidtfisk og nusses bag ørerne af de mange fiskere – og er blevet helt tam. Faktisk tror jeg nok han bliver lidt forkælet, for han ligger bare og bøvser og ser tilfreds ud med livet som bolværks-søløve. Endnu en oplevelse, som man skulle have betalt mange dollars for, hvis dette nu havde været Sea World eller Disney Land…

 

Faktisk er havnen her i Mar del Plata det præcist modsatte af alt hvad der hedder kendte turistattraktioner. Det er ikke et sted der er anlagt for at hive penge ud af folk eller skabe profit.
Stedet har faktisk ingen attraktioner – ikke noget der er iscenesat. Og det i sig selv gør stedet attraktivt. Ingen opreklamerede eller oppumpede ”tourist traps”. Intet billetsalg, ingen iskiosk og ingen souvenirs. Ingen køer, intet parkeringskaos og ikke ret mange besøgende.

Det er jo ikke et sted man f. eks. kunne sælge timeshare lejligheder. Her er heller ikke bygget dyre
penthouselejligheder på havnefronten. Mågerne skider på alt hvad de kan ramme, og søløverne stinker af sur fisk. Man kunne heller ikke arrangere charterture hertil, det er simpelthen ikke pænt nok til den slags turisme.
Men det er et originalt sted, der glimrer ved at være noget så simpelt som: SIG SELV. Er sted vi bare er stødt på ved en tilfældighed, fordi vi drejede til venstre i stedet for til højre. Et uimponeret og uforfalsket sted på rejsen som ikke var planlagt og helt uventet dukkede op fordi man turde ”opleve”.

Atmosfæren er ikke til at tage fejl af, det er uforfalsket charme, og det rykker i min gamle rejsesjæl. Det er jo den slags der gør det at rejse så skønt, at man slet ikke kan holde op med det igen.
Og udover busturen herud til en krone, så har denne rejseoplevelse ikke kostet noget. Årh jo, selvfølgelig bortset fra de 10 dollars jeg brugte på Pedros bolero-CD der stadig står med tomt indhold på hylden og griner af mig. Men det tager jeg som en del af oplevelsen…