Jeg har snøret skoene godt og overvejer et øjeblik om jeg bør tage beskyttende hovedbeklædning på også. Forbereder mig med en dyb indånding og tager en beslutning…

Jeg skal i IKEA.

Jeg er ikke meget for det – og slet ikke god til det – men jeg gør det!

Jeg skal som regel i Ikea for at finde en eller anden lille og ubetydelig tingest – som enten kun kan købes der, eller også fordi den koster 3 kroner i Ikea og 499,50 alle andre steder, og man derfor faktisk godt kan se den sunde fornuft i at tage af sted.

Man prøver jo at være snu rad, så jeg havde planlagt turen strategisk til en mandag formiddag. Desuden var det en Ikeabutik her i Malaga i Spanien – så jeg tænkte at den nok ikke var så stor og farlig som dem derhjemme.

Der tog jeg fejl.

For det første var det spansk helligdag. Folk havde fri og Ikea havde åben. Genial kombination, set ud fra et forretningskoncept. For det andet var det regnvejr. Og hvis der er noget spanierne ikke kan lide – og som kan få dem til at søge øjeblikkelig og nærmest panisk tilflugt i et overdækket varehus (ja, som fx Ikea) – så er det regnvejr.
Så fra mit synspunkt var menneskemylderet en anelse mere uoverskueligt, end jeg havde frygtet.

Man kunne sige at jeg burde kende mig selv så godt, at jeg for længst burde have vendt om og gået en tur ned på den lokale pub i stedet for at træde indenfor i Ikeas glimmer.

Men jeg tænkte, at nu var jeg nået så langt – og så burde jeg altså kunne træde i karakter og vise mig som en rigtig (Ikea)-mand og så få det indkøb ud af verden. Det drejede sig jo, trods alt, om et særdeles vigtigt indkøb af hele 3 pakker ”Fluns” tidsskriftsamlere i pap, til den fine pris af 4,- kr stykket. Det fås jo ikke andre steder.

Nu er det jo sådan, at der sidder nogle ret dygtige og udspekulerede hjerner og designer indretningen i sådan en butik. Det betyder at for at finde EN bestemt artikel, så er man tvunget til at cirkulere igennem HELE varehuset. De farbare veje i butikken, fører simpelthen en gennem hver en krog og hvert et hjørne i forretningen, for at give kunderne en chance for at nærstudere samtlige af varehusets uimodståelige produkter. Og dette i umiddelbar tæt fysisk nærvær med tusindvis af andre måbende kunder.

Jeg vil vove påstanden, at der her er tale om en slags kollektiv massepsykose. En form for kommerciel hypnose, der får folk til at proppe de underligste ting i indkøbsvognen. ”Se, en lilla tekop – er den ikke dejlig?” kan jeg høre en stemme sige, et eller andet sted i masserne foran mig…

På dagen i dag, var der specielt mange børnefamilier på besøg i butikken. Omtrent hver tredje kunde havde en form for barnevogn med ind i varehuset. Problemet var såmænd ikke barnevognene i sig selv, men snarere førerne af disse køretøjer der hele tiden fik øje på et eller andet nyt og fantastisk produkt, hvilket fik dem til at koncentrere sig mere om hvad der stod på hylderne i butikken, end rent faktisk at styre de forholdsvis store fartøjer sikkert gennem menneskemasserne.

Jeg var vidne til en del voldsomme sammenstød – de fleste af dem i området omkring tremmesenge i svensk fyrretræ. Men jeg formåede dog selv at klare frisag, ved hjælp af en speciel slalombevægelse jeg har tillært mig til samme formål, i situationer som disse.

Men efter at have inspiceret (ganske ufrivilligt) lange rækker med lilla tekopper, lysegrønne fodstøtter og diverse møbler i svensk skærgårdsdesign, fandt jeg frem til området med ”kasser og kontortilbehør”.
Lige nu var svedperlerne på min pande ikke så store endnu at de var begyndt at dryppe, og min åndenød var stadig kun ganske minimal. Så langt, så godt – også selv om de venlige Ikeafolk havde tænkt på efterårsvejret udenfor, og været så venlige at skrue særdeles og ulideligt godt op for varmen.

Øjeblikket hvor man finder det produkt man kom for at finde, er faktisk ret rørende. Man får ligesom en glad fornemmelse i kroppen og føler en vis sejrsfølelse. Man tænker ganske enkelt: ”Du er sgu en mandfolk, gamle dreng!”

Men fornemmelsen varer kun ganske kort – indtil man finder ud af, at man ikke kan finde ud af butikken igen.

Jeg har et solidt greb i mine pakker med ”Fluns” tidsskriftsamlere og søger med et nervøst blik efter udgangen. Men den er ikke at se. Det er til gengæld, noget der virker som endeløse rækker med sofaarrangementer, lysestager og reoler der begynder at virke truende. Jeg kigger opad mod loftet, med tanker der pr. automatik begynder at søge efter et skilt med skriften ‘nødudgang’.

Sveddryp og hjertebanken fører mig igennem en form for labyrint, jeg ikke har oplevet siden jeg som barn kørte igennem noget tilsvarende, med ”Spøgelsestoget” på Dyrehavsbakken. Denne gang var der bare ikke noget nød-stop, man kunne trykke på!

Men missionen lykkedes! Efter et par sikkerhedsmæssige uforsvarlige manøvrer – og en del skubben med skuldre – ser jeg skiltet med de befriende spanske ord: ”salida” – udgang. Jeg får kørt mine ”Fluns” tidsskriftsamlere gennem kassen og investerer endda i en fin, blå Ikea-pose. Jeg undgår et cafeteria med caféborde fyldt med svenske pølseretter og farer med høj hastighed ud af to store glasdøre.

De lukker bag mig med et schummm, der som et befriende vakuum får mig tilbage ud til friheden og den friske luft. Jeg er tilbage i den virkelige verden – med hele 3 pakker ”Fluns” tidsskriftsamlere i min nye blå Ikea-pose.

Jeg er stolt. En mand med en fuldført mission. En rigtig Ikea-mand…!