Spansk drama, lidenskab & temperament – og så en lille, rund bold

Den ellers så fredelige barejer, Manolo, er ved at komme op at slås. En feststemt og halvbedugget gæst har fået sagt de forkerte ord på det forkerte tidspunkt. Andre gæster må skille dem ad. Det hele handler om fodbold. Ikke fodbold i almindelig forstand, men om det klassiske topopgør mellem Real Madrid og Barcelona – ‘El Clásico’. En af den slags kampe der ikke altid handler om fodbold alene…

Mange andalusere bryder sig ikke om Cataloniens ønske om at løsrive sig som selvstændigt land. De finder det usolidarisk og grådigt ikke at være en del af det fælles Spanien. Som Manolo siger: ”Mange store andalusiske virksomheder og jordområder, er blevet opkøbt af de rige fra Barcelona, og nu vil de løsrive sig og have det hele for dem selv, de grådige bæster”.
Og mange andre lokale i baren er enige: ”Med den økonomiske krise vi har haft i Spanien, bør vi stå sammen som en fælles nation, og arrogante deroppe i Barcelona gider ikke engang tale spansk mere” siger folk, og hentyder nok til de catalonske ledere, der oftest taler på catalansk når de optræder på nationalt TV – der må sætte undertekster på udsendelserne.

Udover dette med Catalonien og Andalusien, så er der også en masse følelsesladede holdninger til, om man er tilhængere af det kongelige Spanien og monarkiet, eller man er republikaner – men det er jo en helt anden snak. Men uanset om sport og politik hører sammen eller ej, så er lige præcist de to holds indbyrdes fodboldkampe, altid en følelsesladet begivenhed der trækker folk til barernes TV-skærme. Selvfølgelig også fordi de to hold som regel
plejer at levere noget rigtig god og seværdig fodbold.
I lige præcis denne kamp, demonstrerede Barcelona fodbold i ypperste klasse. Det var leg med bolden, som det egentlig bør være. De kendte ansigter Messi, Suárez og Neymar var som drenge igen, storsmilende og legende, som var de tilbage til gadefodbolden i deres barndommens bydele i henholdsvis Argentina, Uruguay og Brasilien. Det var smil på læben, det var drengestreger og fodboldglæde når det er bedst. Bare ikke for Madrid. De tabte i dag, men sådan er fodbold jo.

I Manolos bar, var den beduggede og armfægtende Barcelona-tilhænger blevet så begejstret for Barcelonas store føring i denne kamp, at han ikke bare hoppede jublende rundt i baren med armene strakt i vejret, han var også begyndt at udråbe nogle af de lidt grimmere spanske skældsord til Real Madrids hold. DET blev for meget for den Madrid-elskende Manolo. Han kaldte manden til sig, og bad ham om at dæmpe sig eller forlade etablissementet. Uanset om det så er pædagogisk korrekt eller ej, så er det altså ham der er ejer biksen. Det gad Barca-tilhængeren ikke at høre på, så han blev aggressiv og ville altså slås. Partene blev dog hurtigt skilt ad og den opstemte Barca-tilhænger blev sendt hjem til hans kone og børn. Kampen fortsatte hurtigt som om ingenting var sket – og der blev kommenteret, hujet, diskuteret, jublet, snøftet, buhet og heppet i det propfyldte lokale. Og så blev der skyllet efter med noget læskende i glasset – og måske en lille bid tapas – både før og efter kampen.

Det sjove ved denne lille episode – har jeg senere fundet ud af – er, at denne iltre Barca-tilhænger, faktisk er en af de lokale bysbørn og sammen med resten af hans familie er stamgæst hos Manolo’s. Allerede et par dage efter denne dramatiske kamp, så jeg ham og Manolo stå og tale sammen venskabeligt, som om ingenting var hændt. Ingen hard feelings, ingen moralske tømmermænd – det var jo bare en fodboldkamp – og fodbold er lidenskab, drama og temperament. Ikke mindst i Spanien…