Farvel Fidel

 

Af en eller anden årsag, har jeg altid husket dig som en af historiens store personer. Selv som lille dreng kan jeg huske, at der altid var noget spændende, mystisk og næsten dragende over al den snak om revolution, frihedskamp, store cigarer og et helt anderledes samfund placeret på en ø midt i eksotiske Caribien.

Nu blev det din tur til at lægge cigaren og stille støvlerne. 90 år gammel.

Din død er blevet bemærket i hele verden. Det cubanske folk sørger over dig og holder flere dages landesorg, mens eksilcubanerne oppe i Miami jubler. Hele verdenspressen er ved at snuble over hinanden i artikler, reportager og meninger om dit politiske liv. Men det er vel OK, for så kan der nu endelig skiftes emne i pressen og fortælles om andet end både Trump og Hillary. Altid rart med en vis balance i tingene, ikke?

d25c71f23f07df5478e4686ffc262e83

For mig fik din død mig til at tænke lidt over alt det der med revolution, kommunisme og om dengang politiske ledere bogstaveligt talt havde høj cigarføring. Hvorfor mon?

Først og fremmest var du en hamrende karismatisk person. En stærk og betydningsfuld personlighed, altid let at kende på dit karakteristiske skæg, din ‘revolutionære’ militæruniform og så den store cigar du altid røg dengang det at ryge var på mode.

En stærk og autoritær person – men ikke uden et glimt i øjet. Måske en slags faderfigur, for mange. Dine taleegenskaber var imponerende og i verdensklasse. Du talte tydeligt, langsomt og havde altid et klogt budskab at levere til dine lyttere. Du var en mand der var kendt for at kunne holde enetaler i timevis (hvilket faktisk får dig til at minde mig om min chilenske svigerfar, men det er jo en helt anden historie…).

442831-fidel-castroreuters

En stærk, synlig og karismatisk leder, det var du. Mange så op til dig. Du blev jo en slags symbol på kampen mod den amerikanske imperialisme, dengang i 1959 da du sammen med ‘Che Guevara’ lavede revolution i Cuba, og væltede det amerikaner-venlige cubanske styre, der dengang nærmest var styret af mafiaen og ved at gå til i korruption.
Du blev venstrefløjens og frihedskæmpernes helt, dengang både kommunisme, socialisme og revolutionær frihedskamp var lige så meget på mode som Justin Bieber eller ‘vild med dans’ er i dag.

Med det mener jeg, at det var tilbage i en tid hvor folk stadig havde politiske holdninger og hellere ville deltage aktivt i en politisk debat – end at bruge sin tid på en indkøbstur til Bilka. Den røde farve er blevet til Black Friday og verden er blevet en anden end det den var. Også ovre hos os.

Men uanset politisk standpunkt, så kunne mange folk godt lide dig, Fidel Castro. Du var en af den slags personer der stikker ud fra mængden, rager op over det jævne og middelmådige, på en måde som ville være næsten utænkeligt i dag. Du var god til at sælge dit budskab, der var altid en vis romantisk drøm omkring dine frihedsbudskaber og dine tanker om at revolutionere verden. Lur mig om ikke du ville have været en god PR-mand hvis du havde levet i min verden.

Bare tænk på hvor mange unge mennesker fra vesten der er gået rundt med et billede af dig og ‘Che’ på deres T-shirts. Jo, Fidel – du kørte din egen stil helt ud – det skal du ha’. Du blev et ikon.

castroche

Men du var også en diktator. Var du ikke?

For har du ikke været nærmest som en enevældig og magtfuld ‘konge’ i et land hvor der kun findes et politisk parti og et land hvor man aldrig har givet adgang til politiske modstandere?
Og: Er Cuba ikke et land hvor der både mangler demokrati, ytringsfrihed, fri bevægelighed og i øvrigt en masse basale varer på hylderne som det meste af verden tager for selvfølgelige?

Eller er det slet ikke det som det handler om? Handler det i virkeligheden om, at vi som vestens børn er vokset op med at måle alting i varer, produkter og ‘ting’. At vi måler hvad vi ‘har’ og ikke hvem vi ‘er’? Er vi ‘gringos’ overhovedet i stand til at forstå hvad der er foregået på Cuba, og hvad jeres værdier er for nogle?

Jeg har selv været på Cuba. Og jeg synes at have set begge sider, selv på det forholdsvis korte besøg jeg var på. Jeg har mødt mange cubanere der ikke var glade for deres situation. Som mente de manglede basale rettigheder, såvel som helt almindelige varer og produkter som de ikke havde adgang til. Som var trætte af at være fattige og begrænsede. Trætte af kun at spise ris og sorte bønner hver dag – trætte af ikke at have hverken vaskepulver eller nylonstrømper.

57519fa49d737ca6d972e82a0da7e6ef          senile

På den anden side har jeg set og oplevet eksotisk skønhed – musik, dans, kunst og idræt i absolut verdensklasse. Man har fortalt mig om et sundhedssystem der er et af klodens bedste, samt om god og gratis undervisning. Jeg har mødt folk som generelt er lærde og vidende. Også folk der var glade og stolte over deres Cuba og som havde stor forkærlighed og respekt for dig, Fidel.

Så der er delte meninger og synspunkter om dig og dit Cuba. Men spørgsmålene er jo nemme nok: ‘Var du en ægte kammerat eller en banal bandit’? ‘Var du en befrier eller en diktator’? Svarene er straks sværere og mere tvetydige, for det afhænger af hvilke øjne man ser med og vil være politiske svar uanset hvad. Men kunne man ikke mene, at hvis nogen skulle have lov til at svare og give deres mening – så må det være cubanerne selv? Det folk der har levet med dig – og mod dig – og som nu skal til at genopfinde et Cuba uden Fidel Castro?

cuba-hires_1_3378791b autohuur-cuba   5w8f6f

street-musicians-havana-cuba-jpg-rend-tccom-1280-960

Herfra er der blot tilbage at sige, at du var (ok, delvist) elsket og beundret af dit folk – og det er mere end man kan sige om de politiske ledere der findes rundt om i verden i dag. Er det ikke?
Du var en personlighed der vil blive husket som en del af historien – og uanset om du var ven eller fjende – så har du haft betydning for vores billede af verden. I alt fald mit billede af verden.

God rejse – og farvel, Fidel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *