Mennesket er nu engang en underlig skabning. Her befinder man sig i behageligt selskab med palmetræer, sandstrande og sydspansk sol – og så får man gudhjælpemig lyst til noget helt andet, nemlig en tur på landet og ud at vandre en lang tur i skoven.

Det må være noget med menneskets natur (eller også er det bare min natur?)  det der med at søge grønt græs på den anden side og få lyst til at ændre omgivelser. Noget med afvekslingens glæde og forandring der fryder…

Nå, men vi må altså afsted, og ‘Deres udsendte’ – med fruen i hånden – er taget vestpå. Ud på landet og til den spanske natur. Vi er, nærmest spontant, hoppet på et tog i Málaga med destination Ronda og er derfra taget videre ud til grænsen af den store naturpark ‘Sierra de Grazalema’.

Vi er absolut ikke erfarne vandrefolk, men har dog fundet de gode sko frem. Første forsøg på en længere vandretur, ender i et silende regnvejr uden regntøj – og vi søger tilflugt på en lille, lokal landevejskro, for at komme i læ for regnen.

Stedet viser sig at være sympatisk. Det lokale værtspar er søde og elskværdige mennesker – og stedet emmer straks af varme og stemning. Det føles som at komme ind i en spisestue. Det dufter fra køkkenet, lokale familier sidder og spiser – og er også plads til et par gamle gubber der sidder i den åbne og tilstødende bar, og klarer dagens verdenssituation over et lille glas.

Dagens menu er ikke trykt i fine menukort, men derimod skrevet ned i hånden på en lap papir. Den slags betyder som regel er der er mere fokus på maden, end på smart marketing. Glem byen – og velkommen på landet! Det er simpel bondekost – men hjemmelavet, veltilberedt og smager himmelsk. Vinen glider ned uden den mindste modstand og hele stedet emmer af råhygge og velvære, alt i mens regnen pisker ned udenfor. Seancen ender jo ganske rigtigt med, at vi tilbringer hele aftenen hos de gæstfrie værter og ikke kommer så meget som et skridt videre den dag.

Senere har vi grint meget af, at den første seriøse ‘udmarvende’ vandretur kun varede 200 meter, inden vi druknede i regn, endte på den lokale kro – og aldrig kom videre…

Men sådan er det jo at rejse. Man skal give plads til spontane indslag – og nyde momentet.

Dagen efter er det klaret op – og vi vover pelsen igen, tager de gode sko på og kaster os ud i landskabet. De næste par dage står på vandring – og vi kommer derud hvor vi gerne vil være.
Det går op – det går ned. Brede og smalle stier, rundt om klipper og igennem skoven. Men ruten er til at håndtere, også selv om man ikke er i topform. Det passer ‘Deres udsendte’ fint. Det føles godt at komme helt op på højdedragene, for så at kunne sætte sig et øjeblik og hvile. Vi ser ned over den smukke dal, den rislende flod og de smukke efterårsfarver.

Der er slet ikke behov for at sige noget, stilheden er smuk i sig selv. Det føles sjældent og berigende at befinde sig et sted, uden lyde fra andre mennesker, biler, trafik og larm. Vi er langt væk fra byen – og man får hele tiden fornemmelsen af at det gælder om at nyde det, nu hvor man har chancen. Så vi holder unødvendige ord indenbords – og nyder synet, duften og lyden af natur og land.

   
Gamle egetræer står majestætisk med krogede arme langs stierne og ligner en scene fra Ringenes Herre. Man kan se flere træer er fyldt med friske agern, både landskab og skovbund er fulde af dem. Det er netop disse ”bellotas” som den nok så berømte spanske gris ‘Pata Negra’, får lov at smæske sig i – og som er med til at give kødet den specielle smag.

Dalen vi vandrer rundt i, er meget frodig og overalt ser vi frugttræer, figen, granatæble, kvæde. Man kan plukke de modne frugter direkte fra træet. Det er som at komme derud, hvor det simple og enkle liv er vendt tilbage. Hvor gæstfriheden er en selvfølge og hvor man føler sig godt tilpas ved blot at sidde og trække vejret.

Tempoet går helt ned. Hvad man end har haft med at stress – forsvinder efter en dag eller to på disse kanter. Man falder helt til ro og kan høre ens eget åndedrag.

Vi møder landarbejdere og en enkelt fårehyrde på vejen gennem skoven. Vi hilser og de hilser pænt igen. Vi ser geder der springer ned fra skråningerne og drikker vand ved floden. Det er som at skrue tiden 100 år tilbage, at opleve skoven og landlivet på tæt hold. Som om tiden er stået stille – og det føles godt, i en tid som ellers har tendens til at være hæsblæsende.

Hele det store naturområde Grazalema ligger derude og indbyder til at blive udforsket. Selve naturparken strækker sig over mere end 50.000 hektar – altså et område næsten lige så stort som Bornholm – smukt og bjergrigt med floder og dale – og fyldt af muligheder for udendørs aktiviteter, naturskønne oplevelser og vandreruter i alle sværhedsgrader.

Vi har slet ikke set det hele endnu, vi har kun oplevet begyndelsen på noget, der godt kunne blive et sandt eventyr. De små landsbyer i bjergene, grotter og huler, et rigt fugleliv og små lokale landsteder, hvor man kan spise og overnatte. Denne lille 3-dages tur, er endt som en smagsprøve der lokker med mere. Og landzonen i sig selv, med det rolige liv og den smukke natur, vil alle dage være en velkommen afveksling.

Efter 3 dage på landet, er man efterladt med ømme muskler, hjernen fuldt af frisk luft og maven fyldt med vidunderlige smagsoplevelser. Man får lyst til mere – og der er så meget derude, hele det spanske ‘bagland’ venter blot på at blive besøgt – og der er kun en ting at sige til det:

”Hasta Pronto”, ”Muy Pronto…”