Flamenco – Sjælens Musik

 

Den er svær, den flamenco. Altså ikke flamingoen – den der lyserøde fugl med vinger og lange ben. Næh, jeg tænker på musikken, sangen, dansen. Den er særdeles svær at udføre, den kan være svær at forstå – og hvis man først når så langt, så kan den være svær at leve foruden.

maxresdefault

Vi sidder tæt, ved noget der minder om langborde. Der tales spansk på med stærk andalusisk accent, og folk taler højt på tværs af bordene. Fra køkkenet skramler det med gryder og potter, det dufter af hvidløg og olivenolie – og vi kan høre klirren med glas og flasker oppe fra baren. Der er stemning i salen, det er ved at være sen aften og der er stadig folk på vej ind. Vi har fundet vej til en aften med flamenco på et lokalt spillested. En velgørenhedsaften – med mad, drikke og så levende, lokal musik. Overskuddet går til velgørende formål, og det vil vi godt være med til.

Oppe på scenen sker der noget.

En sanger går på. Sætter sig på en taburet og venter på salen bliver stille og begynder at synge.
Først indadvendt og koncentreret. Øjnene lukkes først og vendes derefter opad – som om en inderlig stemme begynder synge. Først svagt og klagende. Derefter øges intensiteten og styrken i stemmen; Ayayyyyyiiiiiiii … lyder det hæst. Som en klagesang der langsomt forstærkes og lyder som en blanding mellem gråd og vrede.

1409940818_701954_1410106759_noticia_normal

Der fortælles en historie her – uanset om man forstår ordene på spansk ej eller, så er det ikke svært at fornemme, at sangeren er ‘fortælleren’, der nu er i gang med levere en dramatisk historie. Om liv og død, eller om kærlighed. Ulykkelig, sandsynligvis.

Hele kroppen er med i udførelsen af sangen. Armene vrider sig, hænderne føres op og tager et symbolsk greb om hjertet og efterhånden som følelsen intensiveres og sangerens historie fortælles til et dramatisk klimaks. Jo mere kraftfuld og spektakulært sangen og tonen fremføres, jo større betragtes kunsten og desto mere jubler publikum.

imagen_palmas_bn

Musikerne er med. Sprøde og vågne guitarer og en rytmesektion der mest består af klappende håndflader – ‘palmas’ der lægger en stram rytme. Der er dynamiske passager, hvor musikken bliver helt lav og næsten går i stå og hvor sangen næsten bliver til en hvisken. Men kun indtil sangeren hæver stemmen og tonelejet helt op under loftet, springer op fra sin stol og hamrer sine støvlehæle hårdt ned i scenegulvet… BANG!

Det er flamenco det her.

For de fleste, en uvant musik der først kan være svær at forstå og kapere. Det er ligesom første gang man smager en moden oliven – eller en stærk ansjos. Man skal tilvænne sig og lære at kende. Det er ikke Johnny Reimer eller Justin Bieber, det her. Det er en musik, man skal lære at forstå. Men som hele tiden vinder ind, jo mere man lærer den at kende…

 

guitar_art__culo_589874104

Det er næsten som den gamle bluesmusik. Blues, der som en klagesang om daglige problemer og lidelser, blev udtrykt gennem sang og instrumenter. Historier fra bomuldsmarkerne, arbejdsløshed eller ulykkelig kærlighed.

Flamenco er samme historie, bare et andet sted i verden og i historien. Her er det sigøjnerblod der ruller i årerne og spansk temperament der kommer til udtryk. Og så selvfølgelig dansen. Den delikate, intense og meget lidenskabelige dans.

Lige bag mig, sidder en dame der højlydt – og ved gentagne lejligheder – bekender sin begejstring for musikken. Hun råber og skriger sin glæde ud i lokalet (og faretruende tæt på mit venstre øre…) og gør det klart for sangeren, at han er en ‘maestro’ – en sand mester. Andre begynder at komme med lignende opmuntrende tilråb. Der klappes, ikke bare en almindelig applaus, men i hurtig takt til musikken, som akkompagnement til rytmen. En deltagelse fra publikum, der intensiverer hele oplevelsen og får sangeren til at give den endnu mere gas.

88a17057498d84265b567f66be250f38Hele ‘feelingen’ omkring flamenco, handler om at finde frem til ‘El Duende’ – nissen, eller trolden på dansk. Det er det udtryk musikerne har givet den specielle følelse, som musikken kan bringe frem. En følelse – en stemning – der som en anden trold, tager over, og giver musikerne, sangerne, og danserne, evner til at udtrykke sig ekstraordinært og følsomt. Som noget ‘magisk’, der tager musikken op på et højere plan.

Salen er helt fyldt nu. Folk er ‘med’, publikum er ‘på’. Stemningen og atmosfæren varmer det ellers i forvejen hede lokale op til drivhustemperatur. Men det føles godt at være en del af oplevelsen – at blive revet med stemningen. Flamenco skal ikke bare høres, den skal opleves og mærkes. Der er lidenskab i det her, det er tydeligt. Det handler om indlevelse, om musiktraditioner og historier om livet – glæder og sorger – som alle de tilstedeværende kan forholde sig til.

Og så handler det om at have det godt, tale med sin nabo, spise og drikke. Simple og lokale egnsretter, og dertil masser af gode drikkevarer og en god snak med folk omkring bordet. Og når oven i købet hele arrangementet er stablet på benene for at overskuddet kan gå til gode formål og værdigt trængende, så er spørgsmålet om det overhovedet kan blive mere folkeligt – og give mere mening?

8838_10151223000042839_1011285308_n-el-duende-bailara-en-feria-flamenca-de-caracas

Det blev sent, men jeg er solgt. Træt, men overbevist. Dette land overrasker og imponerer konstant. Pludseligt kommer der en lille spansk trold op i mig jeg ikke kendte. Jeg hopper op fra min stol, op i luften og lander min støvlehæl hårdt på det gamle trægulv – mens jeg af fulde lunger må kvittere: ”OLÉ..!!!”.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *