Man skal ikke have opholdt sig ret længe i Spanien, før man bliver introduceret for en Serrano-skinke. En af disse lækre lufttørrede skinker der hernede også kan hedde ‘Jamón Ibérico’, som indbydende hænger ned fra loftet i de fleste tapasbarer og spisehuse med respekt for sig selv. En skinke der skæres ud i fine, tynde skiver af kyndige hænder og som her i Spanien bliver spist som den ypperste delikatesse – fin og rig i smagen – og som i øvrigt nemt kan koste en mindre formue.

De fineste slagsen, stammer fra en gris ved navn ‘Pata Negra’, en race der er specielt velegnet til at forvandle til de fineste spegeskinker. I forhold til de fleste andre almindelige grise, så lever disse ‘Pata Negra grise, et luksusliv på friland. De fordres med godt og naturligt foder – bl.a. med ‘bellotas’, agern fra de spanske egetræer – majs, frisk græs, urter, rødder og oliven. Vi taler om dyr der tuller glade rundt på store udendørs vidder og som med garanti bliver nusset bag ørerne mindst en gang om dagen. Det er muligt, at grisene lever bedre end bønderne selv, i alt fald så er der her tale om ægte ‘grisevelfærd’.

Efter grisebassen er slagtet, tilskåret og saltet – lagres de i op til 36 måneder. Rimeligt spansk at tage sig så god tid – men sikke et resultat.

Når så endelig grisebasserne bliver til god skinke, efter et liv i luksus, ender de som noget af de mest eksklusive der findes i slagterbutikken og opnår en hvinende kilopris på flere hundrede kroner. En cyklus der kommer alle til gode: Svinebonden er glad og slår selv krøller på halen, produktet er nationalt topkvalitet og derfor altid noget man kan bruge på tapasbarer og i fine slagterbutikker. Kødet eksporteres til hele verden og kunderne ved alle, at dette er en eftertragtet kvalitetsvare. Kostbar, men rig i kvalitet – og køber derfor skinken i mindre og mere beskedne portioner. Dette er igen godt for helbredet, netop fordi den slags handler om kvalitet og ikke kvantitet. En spise der forbliver en efterspurgt delikatesse. Faktisk er Ibérico-skinken en succeshistorie hele vejen rundt.

Jeg kommer til at tænke på hvordan den slags foregår andre steder, længere nordpå. Om hvordan en dansk gris først bliver stuvet sammen med titusindvis af andre artsfæller – som en slags burgrise – for derefter at blive kørt i gennem et stort og moderne industriapparat, hvor de lige får et par skud med penicillinsprøjten undervejs – for så at komme ud i den anden ende af grisefabrikken som små, lillastemplede klumper pakket ind i vakuum og monteret med et ugens tilbud klistermærke.

Og samtidig med at landbruget klager og klynker over dårlige tider, så bliver man ved med at ‘producere’ dyr som genstande man propper ind i et produktionsapparat og som bliver spyttet ud i den anden ende som et færdigt produkt. Jo flere jo bedre, jo hurtigere jo bedre – effektivitet frem for alt, længe leve produktiviteten!

Jeg ved godt nogen vil kalde mig naiv – men hvad nu hvis folk egentlig hellere vil have kvalitet og finesse? Med ægte økologi, dyrevelfærd, smag og kvalitet? Og oven i købet er villige til at betale for det?

Kunne man ikke lære noget af disse ‘simple’ spanske bønder?

Ud af den blå luft, foreslår Deres udsendte, at vi sender dansk landbrug ud på frisk lille studietur til den spanske ‘campo’ for at lære lidt om nytænkning og om hvor simple tingene i grunden kan være. At der er for meget industri og for lidt finesse, for meget træskodans og hængerøv i ‘bowserne’.

Måske det er tid til at få noget kvalitet, noget delikat – noget eksklusivt, på banen. Det må da være noget vi kan drage fordel af i et land som Danmark. Vi som er et lille land, der i stedet for at være dem der producerer i masser – netop kunne være specialister i kvalitet. Præcis som det er med Legoklodser, termostatventiler eller dansk design.

Og apropos – så burde danske grise måske være som dansk design var i gamle dage. Vi skal have PH-skinker og Wegner-bacon, for pokker – det er da det vi skal! Er det ikke..?

Nå, men nu må I altså have mig undskyldt, kære medlæsere. Al den snak om spanske Pata Negra skinker, har altså gjort mig lækkersulten. Jeg tror jeg vil liste ned på den nærmeste tapasbar og bede om et par velskårne skiver af den fine. Måske med et godt lille glas vin til at akkompagnere. Så tak for nu – nu har jeg vist øffet nok af kloge ord – vi skrives ved næste gang…