Hasta luego – du skønne spanske sommer nu er jeg efterårsklar…

 

Det er sydende sommer over Spanien og det betyder strand, sol og sværme af sommergæster. Sombreros, saltvand, solcreme og soft ice der smelter. Sveddryp og smagen af salt på læben.
‘Satans til hede’, hører jeg en turist sige, mens han gurgler sig igennem en iskold fadøl.
Syngende cikader og stegende hede – det er både smukt og ulideligt på samme tid.

Sommeren bringer liv. Strande og promenader fyldes af glade og forventningsfulde sommergæster fra hele kloden. Alle de små ‘chiringuitos’ på strandpromenaden slår dørene op for sæsonen, med lækker mad og kølige forfriskninger til de tørstige. Grille tændes op med det velduftende oliventræ og overalt ser man friske sardiner på spyd over den åbne ild. Stemningsfuldt og sympatisk.

3e52df2a3a4fc14198513d96899c50b90b4b89a734391ce9344ae95dcb5bf427

Sommeren er udendørs. Folk kommer ud af deres huse og ud på gaderne. Hvis det overhovedet er muligt, så er her flere mennesker i gadebilledet end før. Der er så meget liv rundt omkring på gader, stræder og pladser at man bliver helt livsglad. Og som spanske folk er flest, så begynder livet først langt ud på aftenen – når solen har sagt godnat og heden har lagt sig. Man føler sig næsten pinlig berørt, når man går tidligt i seng – og så kan høre små børn begynde at spille bold nede på boldbanen. Vi taler midnatstid her.

7cbd24d8439ac718deb1c3a55070d1baSommeren bliver smuk – på flere måder. Alting farves lyst af solen – også sindet. Der er en form for lethed over alting. Også påklædningen. Pigernes sommerkjoler og nøddebrune ben, krydret med de iltre øjne og det sorte hår. Det bliver så feminint og sanseligt det hele – på en naturlig og elegant måde. Kan man gøre andet end blot at frydes..?

Sommeren er festernes tid. Ikke at spanierne ligefrem mangler fester resten af året, men i sommervarmen overgår Spanien sig selv i festrus. Hele byer holder fest, der er ‘Ferias’ og kulturfester der får en vis festival i Roskilde til at ligne en børnefødselsdag. Mest fordi ALLE er med – lige fra den der skal kravle, til bedsteforældre der har stokken med til dans. Den holdning til livet kan vist ikke stikkes andre steder.

Hele bydele holder fester, boligblokke arrangerer fest og musik mellem naboer – og langs strandene organiseres der beach parties, koncerter, filmfremvisning, gastronomi-festivaler, kunstudstillinger, sandskulpturer, bogfestivaler, dansearrangementer, religiøse optog, skønhedskonkurrencer, sangkonkurrencer…

beach-516377

Det er summende sommerliv der ikke efterlader så meget som et sekund at kede sig i…

Men puha…
Man bliver jo helt træt !

Pludseligt savner jeg efteråret. Roen.
Ser frem til et enkelt regnskyl og at se græsset blive grønt.
At se appelsintræerne blomstre – er der noget smukkere?
Begynder at ønske, at mere end en million turister snart tog hjem igen.
De mørke aftener, med et stearinlys, hygge, film og bøger.
Tænk sig at savne mørket – kan det virkelig være rigtigt?

1219367    Water drops on grass
Men jeg kender godt svaret – jeg er blevet fyldt med serotoniner af alt det lys man får banket ind i knolden hernede. Solen og varmen er nået helt ind i marven på mig. Den gode stemning. Og jeg har hamstret det hele, har jeg. Fået fyldt depoterne op. Tror jeg kunne klare en vinter i Alaska nu… Men jeg nøjes med en spansk en af slagsen.

Jeg er klar…
Lad den komme an…

6 thoughts on “Hasta luego – du skønne spanske sommer nu er jeg efterårsklar…

  1. Sikke et billede af den sydspanske sommer ! Jeg føler varmen … men det kan også være, fordi der er meget varmt her i DK lige nu. Jeg gemmer sindsbilledet til senere brug – hen på efteråret, når jeg igen begynder at savne lys og varme ! Tak for det ! / Georg

  2. Hej Georg,
    Skønt at høre I også er ramt af sommer i Danmark. Håber du får fingre i både lyset og varmen når du trænger… Tak for kommentaren!

  3. En sand fornøjelse at læse. Det kunne ikke have været visualiseret bedre.

    Nyd nu den mørke tid, som nu alligevel ikke er så mørk endda, når blot humøret er højt og sindet lyst.

  4. Hej Mogens,
    Tusind tak for din kommentar. Du har helt ret, den mørke tid kan være nok så skøn – fordi den giver ro. God ‘nydning’ til dig også.. mvh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *