Flere deller end duller?
Flere sokker end sild?
Mere gabardinebuks end g-streng?

OK – det kan godt være at dette er hverken Saint Tropéz, Copacabana eller Miami Beach. Det her er strandpromenaden på Costa del Sol – Paseo Marítimo – og den er slet ikke så tosset…!

Det er sådan med strandpromenaden – synes jeg – at den er som man vil have den skal være. Altså, det afhænger af hvilke øjne man ser med. Hvis man vil, er det nemt at få bekræftet sine værste fordomme om små puddelhunde i snor, souvenirbutikker der bugner med tingel-tangel og tyske ølmaver på spadseretur. Her vrimler det med sokker i sandaler, hvide ben i shorts og en rimelig dårlig smag i sommerskjorter. Man kan næppe kalde strandpromenaden for ‘chic’ – det er mere ‘kitsch’ der er stilen, og det gør det faktisk sjovt af være her.

Der er nemlig ikke nogen fine fornemmelser, eller noget snobberi af nogen art. Standarden er som man selv sætter den – og gæsterne lader til at være helt af almindelig middelklasse fra Manchester, Münster eller Middelfart. Her lader til at være plads til alle, uanset om man er iført engelske spadseredragter fra 70´erne, tyske tyrolerhatte eller danske gangstænger.

På den anden side, er strandpromenaden i sig selv et pragtfuldt sted at opholde sig. Kilometervis af bredt og velplejet fodgængerparadis, belagt med smukke spanske klinker og anlagt med flotte palmetræer og farvestrålende bougainvilleaer. Ingen biler eller trafik, kun spadserende folk der kommer for at nyde solen – (nå ja, og så måske en enkelt svedkastende jogger der kommer hvæsende forbi).
Og så ligger hele det blå Middelhav jo lige foran. Stort, prægtigt og indbydende. Med fine sandstrande og en flot udsigt.

Lader man fordommene falde til jorden, så begynder stedet pludseligt at blive interessant og helt multikulturelt. De spanske ‘chiringuitos’ er her overalt, små spisehuse der ofte har friskgrillede sardiner på menuen og er stedet hvor man kan spise og drikke på spansk. Der er altid en engelsk pub, en hollandsk café og alverdens andre former for beværtninger. Sætter man sig på en café, kan man nyde spansk kaffe, brygget af en fransk bartender og serveret af en russisk tjener. Rundt omkring på bordene ved siden af, kan man høre der bliver talt på svensk, hollandsk, portugisisk og ovre i hjørnet sidder et par og taler med kraftig argentinsk accent. Nede på stranden kan jeg se (og høre) en polsk familie lege med deres små børn i sandet, og en mand råber efter en løssluppen hund på finsk.

Det er ikke kun udenlandske turister der finder herned. Spanierne selv er også godt repræsenteret hernede og strømmer hertil for at holde ferie ved kysten. Ikke kun andalusere der arbejder og bor her, men jeg hører også det pæne højspanske accent fra Madridområdet og vi kan høre folk fra det nordlige Spanien tale på katalansk, galicisk og så et sprog der overhovedet ikke er til at forstå, men som jeg tror må være baskisk.

Lidt længere henne af promenaden står der en lille gruppe musikere, klædt i indianerdragter og spiller panfløjtemusik og sælger kunsthåndværk. De er tydeligvis fra Peru eller Ecuador. Overfor, står et hold afrikanere og sælger tøj og tasker fra et klæde på jorden – sælgersmilet står i kridhvid kontrast til deres kulsorte hud. De er venlige og hilser, uden at være insisterende. En tysk dame sælger aloe-vera produkter på gebrokkent engelsk – hun står side om side med en ældre sigøjnerdame med et større udvalg i smykker. Ude i sandet er unge kunstnere i gang med at bygge sandskulpturer og imponerende sandslotte. Hatten ligger fremme til dem der har lyst til at smide en mønt. Jeg kan høre de taler fransk, er de mon fra Algeriet?

Og så har jeg helt glemt den østrigske bager, den kinesiske frisør og den kroatiske mekaniker der ligger lige heroppe bagved. Internetcaféen bestyres af en sympatisk pige fra Venezuela og slagteren er fra Uruguay – de folk kender til kød som ingen andre. Ønsker man det, så kan man finde det bedste fra verden – samlet på et sted.

Jeg sætter mig et øjeblik og tænker lidt over det hele. Noget tyder på at det meste af verden har fundet herned. Fra nord, syd, øst og vest. Kan det virkelig passe, at jeg har fundet et sted hvor hele verden er samlet på et sted? Hvor man ikke engang behøver at rejse ud, men at verden kommer til en, og at man blot kan blive siddende og opleve hele globen passere forbi?

I så fald tror jeg, at jeg vil blive siddende lidt endnu…