Klokken er halv ti søndag formiddag og baren er åben i det lokale ældrecenter…
Jo, den er god nok – kære læser – her foregår noget der fuldstændigt pædagogisk ukorrekt, prøv bare at læse med her…

Døren til ældrecenteret ‘El Pozuelo’ er åben – jeg er bare nysgerrig og er gået ind fra gaden for at se hvad der foregår.

Jeg kommer straks ind i en slags spisesal, der minder om en blanding mellem en festsal og et cafeteria – men altså med en bar i den ene ende. Der er masser af folk i alle aldre. Der spises morgenmad, sludres og drikkes kaffe. Det er et lokale, hvor de fleste gæster er mænd med hvidt hår under bløde hatte og smilende damer i blomstrede kjoler. Men der er også børn og børnebørn.

Der snakkes, sludres, tales og diskuteres. Man mærker med det samme at lokalet emmer af LIV. Der er stemning, rumsteren af potter og pander fra køkkenet og en duft af aktivitet og frisk kaffe.

Oppe i baren sidder Paco og får sig en café og en lille brandy til. Hans hat bærer præg af mange års brug, og furerne i ansigtet viser at han ikke er helt ung længere. Men når jeg hilser på ham – og siger ‘Buenos Dias’ – kan jeg se at der stadig er gnist i øjnene, og masser af liv inde bag det gamle ansigt. Han svarer med smilende øjne og en hæs stemme: ‘Buenos Dias, hijo’ – ‘God dag, sønnike’…

Jeg sætter mig og spiser morgenmad, den koster 2 euro.

Ældrecenteret hedder ‘El Pozuelo’ og ligger midt i det gamle Torremolinos. Jeg har så mange gange gået forbi, men nu har jeg fået lyst til at gå ind og se hvad det er for et sted. Det er ikke et plejehjem som jeg først troede, men et ældrecenter, hvor folk kommer og går som de vil – og er i stand til. Og faktisk – for nu at gøre som spanierne – så bruger man ikke udtrykket ‘ældre’ her – man bruger udtrykket ‘den tredje alder’. Og dette er altså et center for ‘den tredje alder’.

Indenfor finder jeg et bibliotek, en scene til skuespil og musikarrangementer, et fint gammelt klaver, en læsesal med aircondition og så den store spisesal med et nærmest åbent køkken og så – ja, baren – som jeg synes sætter et ret sympatisk præg på det hele. Tænk sig hvis de ældre i Danmark havde deres egen bar…

Jeg kigger på opslagstavlen og kan se et hav af aktiviteter og arrangementer. Jeg fryder mig over opslaget, hvor man beder om et bidrag på 1 euro pr. person, til at betale den musiker der skal komme og underholde på lørdag. Fordi 1 euro, det har de fleste trods alt råd til – selv i kriseramte Spanien.

Så er der aktivitetskalenderen der byder på teater, musik og det traditionelle bankospil. Men der er også kurser – og det er ikke kun de typiske håndarbejdskurser, næh – her er også gymnastik, sevillana-dans og aerobics. Aerobics..! Det er bare at melde sig til – og det gør de.

Og så er der maden, som er så vigtig for enhver form for livskvalitet – ligegyldigt hvor gammel eller ung man er. Her dufter den allerede over hele huset. Der bliver lavet god, hjemmelavet mad i køkkenet og den sælges billigt. Fx 6 euro (ca 45 kr.) for en fuld 3 retters menu. Vil man have et glas vin til, så koster det 55 cent pr glas, altså den nette formue af omkring en femmer!

Og så er der en ret vigtig detalje: Der er åbent for alle i centeret og det betyder at folk også kommer ind fra gaden, for at nyde den gode og billige mad. Da jeg var der søndag formiddag, fik jeg at vide at det var bedst at reservere et bord, hvis man ville spise med den dag.
Og at der kommer folk udefra for at spise, gør jo en kæmpe forskel. Så er der nemlig cirkulation af mennesker, nye ansigter kommer til og ældrecentret er således ikke et sted hvor de ældre er ‘gemt væk’ og ikke ser andre mennesker. Her kommer folk frivilligt ind til de ældre, fordi stedet har noget at byde på – det har jeg ikke set før! Jeg tror da også jeg vil derhen og spise i morgen – jeg blev helt sulten ved tanken om den mad jeg så i køkkenet. Der var da vist også et par gode bøger i biblioteket – der kunne jeg da godt sætte mig et par timer en dag…

Udenfor er der en smuk have. Med palmer der giver skygge for den stærke sol, en lille urtehave med krydderurter til køkkenet – og så er der små caféborde og stole stillet op. Her sidder folk samlet i små grupper og spiser morgenmad, drikker en kop kaffe eller sludrer med venner og familie.

Stedet er så sympatisk, fordi det er levende og er en del af det samfund der er lige uden for døren. Så kommer der lige en leverandør forbi med varer, han kører sækkevognen hele vejen igennem salen og hilser på folk. Så kommer fiskemanden forbi, med dagens forsyning af friske fisk til køkkenet. Han får lige en kaffe i baren og måske en lille tapas og sludrer lidt med folk – og så videre.

Hverdagen er tilstede her i centeret – det er ikke bare et opbevaringssted for de ‘gamle’. Bygningen er beskeden – ikke noget med glas, stål og moderne design – stedet er faktisk gammeldags, men fungerer netop godt på den måde. Det her handler om noget helt andet end rammerne, det handler nemlig om indholdet. Om de mennesker der er til stede og om samvær der dyrkes der. Skønt at opleve, hjertevarmt og fantastisk at man kan drive et så velfungerende sted for meget små midler – midler som centeret i øvrigt selv er med til at tjene ind.

Og man tænker: Gud, hvor er der meget at lære af spansk ældrevelfærd og familieværdier. Det er jo så simpelt når man først ser det. Og så kommer jeg til at tænke på det plejehjem i Danmark hvor min bedstefar blev ‘opbevaret’ i sin tid og hele misæren om hvordan man måler ældrepleje på hvor meget det hele koster i kroner og ører…

Jeg skynder mig at fortrænge tanken om de danske plejehjem og går i stedet ud i haven og sætter mig med en ny kop kaffe. Jeg kan høre der er gang i snakken ovre på nabobordet, hvor der sidder en ældre dame der er ankommet med børnebørnene. Jeg lytter med og kan høre at de taler om, at de kommer igen på lørdag – for på lørdag, der bydes der nemlig op til dans i centeret – og sådan noget det skal man da være med til … Sådan !